1882 på denne dato bliver Christian Christensen født på Lolland af fattige forældre. Fem år senere flytter familien til København, nærmere betegnet rabarberkvarteret omkring Rantzausgade. Christian er først medlem af SUF, Socialdemokratisk ungdoms Forbund, men bliver fra omkring 1908 tilhænger af syndikalismen, en politisk ide, der afviser statsovertagelse af produktionsmidlerne og de politiske partiers rolle i kampen for socialismen

Forandringen af samfundet skal i stedet ske gennem arbejdernes faglige organisationer, som også skal overtage produktionsmidlerne. Christian Christensen er med til at danne fagoppositionens sammenslutning, FS.
I starten er der kun 34 medlemmer - overvejende jord - og betonarbejdere - men allerede i 1911 lykkes det oppositionen i Jord- og Betonarbejdernes Fagforening i København med Christensen som anfører at vælte foreningens formand. Den ny syndikalistiske bestyrelse holder dog kun nogle få måneder.
Fra december 1911 udgiver FS ugeavisen 'Solidaritet' med Christensen som redaktør. Både bevægelse og avis voksede dog kun langsomt og kulminerer i 1918 med et oplag på 15.000 og et medlemstal på 4000. Med den politiske undertrykkelse lige efter Første Verdenskrig ryger Christensen 18 måneder i fængsel.
I 1921 går Christensen og store dele den syndikalistiske bevægelse overraskende ind i DKP. Christensen kommer imidlertid aldrig til at fungere med DKP's ledelse og går i 23 i 'frivilligt eksil' i Jylland.
Først i 1936 melder han sig ud af DKP og forsøger uden større held flere gange at gendanne den syndikalistiske bevægelse. Hans største bedrift bliver imidlertid hans erindringer: 'En rabarberdreng vokser op' og 'Bondeknold og rabarberdreng', som begge udkom efter hans død. Hos mange dansklærere i 70'erne og 80'erne er de en del af en uskreven kanon for dansk litteratur. Det er de desværre ikke mere.