I 1894 på denne dato bliver den franske kaptajn Alfred Dreyfus ved en krigsret degraderet og livsvarigt deporteret til Djævleøen ved Fransk Guyana. Dreyfus dømmes for at have solgt militære hemmeligheder til tyskerne. Dreyfus erklærer sig uskyldig, men ingen tror på ham

Dreyfus er med sin jødiske baggrund lidt af en fremmed fugl i det franske officersmiljø præget af katolske og aristokratiske traditioner. Dreyfus' skæbne synes at være beseglet, men i 1896 fremkommer der alvorlige beviser på, at hele anklagen mod Dreyfus er falsk med konstruerede beviser.
Det får forfatteren Émile Zola kort efter til at angribe generalstaben i artiklen J`accuse ('Jeg anklager'). Det koster Zola både bøde og fængsel. Frankrig er nu delt i to uforsonlige lejre: Dreyfusarderne forsvarer republikkens idealer, herunder individets rettigheder i en retsstat. De tæller radikale, socialister og mange intellektuelle.
Antidreyfusarderne er især nationalistiske, kirkelige og royale kræfter, der mener at en genoptagelse af Dreyfussagen vil være et angreb på hæren som institution og derfor landsforræderi. Deres kampagner er stærkt præget af antisemitisme.
I 1899 lykkes det Dreyfus at komme for en ny krigsret, hvor han bliver dømt 'med formildende omstændigheder'.
Republikkens præsident benåder Dreyfus, men først i 1906 bliver han renset totalt og bliver rehabiliteret med titel af major.
Sagen om Dreyfus er slut, men affæren får vidtrækkende konsekvenser: Den Tredje Republik bliver konsolideret og kirke og stat adskilles i 1905.
Dreyfusaffæren får også en varig symbolværdi i kampen mellem venstre og højre i Frankrig.
Dreyfus selv forsætter i militæret og deltager som oberstløjtnant i Første Verdenskrig.