Frederik Dreier bliver født 15. december 1827, og trods sit korte liv (26 år) formår han som den første dansker temmelig klart at formulere en skarp kritik af kapitalismen og et socialistisk grundlag

Dreier skriver i 1852/53 i Samfundets reform: 'Arbejdets frigørelse fra kapitalens herredømme er således en af vor tids hovedopgaver' og 'samfundet vil komme til at omfatte et forbund af oplyste, indbyrdes assurerede, ved den fælles interesse og den umiddelbare menneskelige broderskabsfølelse sammenknyttede arbejdere.'
I bogen 'Folkenes Fremtid' fra 1848 går Dreier imod den nationalisme, der i disse år var i fremmarch mange steder i Europa - i høj grad også i Danmark, hvor den manifesterer sig i udbruddet af Treårskrigen (1848-1850).
Dreier kritiserer også valgretten i den nye grundlov fra 1849: 'Af alle 1.300.000 indbyggere af det egentlige Danmark var således kun 204.000 valgberettigede.' Dreier taler for en fri og fælles undervisning og opdragelse af alle børn uden hensyntagen til forældrenes stilling i samfundet. Han har følgende syn på spørgsmålet om kvindens ligestilling:
'Den ringe Forskjel, der er mellem Mandens og Qvindens Grad af Frihed er noget Forsvindende imod Ligheden i den Trældom, hvori deres fælles Fordomme holder dem i den store sociale Trædemølle.'
Dreier er bevidst om, at det ikke er nok at skrive teoretiske værker, man må også i praksis kæmpe for sagen gennem oprettelse af et arbejderparti. Det lykkedes ikke for Dreier, selv om han forsøgte at dreje flere af tidens mange arbejderforeninger ind på en politisk vej.
Årsagen hertil er, at i midten af 1800-tallet er den danske arbejderklasse forsvindende lille (under seks procent) og industrialiseringen er slet ikke kommet i gang. Men det skal ikke fratage Dreier betegnelsen 'Danmarks første socialist'.