09 May 2026  

KBH: Let skyet, 10 °C

Efterår i Cuba

Efterår i Cuba

Fredag, 12. august, 2005, 00:00:00

Det er nu man skal tilmelde sig Dansk-Cubansk Forenings efterårsrejse til Cuba, fortæller Tove Ekman fra foreningens rejsegruppe

For dem der har været i Cuba før er det måske nok at oplyse, at rejsen foregår fra 23. oktober til 11. november, at turen går til Havanna, Cotorro, Santa Clara, Remedios, Trinidad, Svinebugten og Pinar del Rio - for at de kan danne sig et billede af turen og dens program.
For dem der ikke færdes helt så hjemmevant i Cuba har Dansk-Cubansk Forening lavet et mere detaljeret program, som kan bestilles af interesserede. Desuden er der et åbent informationsmøde om turen fredag den 19. august kl. 19 i foreningens lokaler, Nørre Alle 11A København N.
Her vil rejselederne Agnes Hammer og Johnny Mortensen være til stede samt Cubas repræsentant i Danmark Pedro P. Prada, så man kan få svar på både spørgsmål om rejsen og om Cuba i dag.
I Havanna skal rejsegruppen bo på Hotel Sct. Johns, der ligger i kvarteret Vedado - tæt på havnepromenaden og tæt på den gamle bydel. I Havanna bliver der byrundtur og et besøg i forstaden Cotorro. Cotorro er Dansk-Cubansk Forenings 'venskabsbydel'. Her bliver der besøg hos Folkemagten/byrådet, en børnehave, et lokalt hospital, kulturhuset og en lokal virksomhed - måske et bryggeri.
Et af aftenprogrammerne bringer deltagerne til det gamle koloniale fort, hvor der hver aften kl. 21 foregår et lille stykke friluftsteater når kolonialt-uniformerede soldater fyrer en forladerkanon af for at annoncere, at byporten lukkes... eller lukkedes i gamle dage.
Der er mere historie i programmet, men det hænger i højere grad sammen med revolutionens historie.
I Santa Clara ligger de jordiske rester af revolutionshelten Che Guevara begravet. Rejsegruppen besøger museet og hans mauselæum.
I den nærliggende by Remedios bliver der besøg på en skole for socialarbejdere og en cigarfabrik.
Nogle timers kørsel derfra i bus ligger Trinidad. Det er en velrenoveret kolonial by, som af UNESCO er medtaget på listen over kulturværdier, som tilhører hele menneskeheden. Fra den tidligere sukkerbarons udsigtstårn kan rejsens deltagere få et vue over det smukke landskab.
Turens sidste ophold bliver i den helt unikke Vinalesdal i Pinar del Rio-provinsen. Turen dertil går forbi Svinebugten. Her er der en overnatning på Hotel Playa Larga og et besøg på museet. Det var her 1500 contrarevolutionære cubanere med støtte fra USA`s militær invaderede Cuba i april 1961.
Det var her cubanerne tilføjede USA dets første militære nederlag i Latinamerika.

Yderligere oplysninger hos Dansk-Cubansk Forening, Nørre Alle 11A, 2200 København N. Informationsmøde fredag den 19. august kl. 19.00 i foreningens lokaler.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. aug. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:44

Nyheder