I 74 år var Cunhal medlem af Portugals Kommunistiske Parti og fra 1961 til 1994 var han partiets generalsekretær. Samlet tilbragte han 13 år i fængsel.
af John Poulsen
Den 13. juni døde en af den internationale kommunistiske bevægelses store skikkelser, Alvaro Cunhal, 91 år gammel. I 74 år havde han været medlem af Portugals Kommunistiske Parti og var fra 1961 til 1994 partiets generalsekretær. Den store respekt som stod omkring ham viste sig ved at hundredtusinde mennesker fulgte hans kiste gennem Lissabons gader, og ved at regeringen erklærede begravelsesdagen for national sørgedag.
Ikke mindst i kraft af Cunhals store indsats overvandt partiet følgerne af sammenbruddet i de socialistiske lande og bevarede partiets enhed på et marxistisk-leninistisk grundlag. 'Den eneste virkelige splittelse i partiet' udtalte Cunhal en gang 'vedrører fodboldlidenskaben.'
Men Cunhal var ikke kun politiker, han var også en stor kulturpersonlighed, forfatter og tegner. I næsten 40 år måtte han leve under jorden, sidde i fængsel eller leve i eksil. Samlet tilbragte han 13 år i fængsel, heraf ni i total isolation i det berygtede Peniche-fængsel nord fra Lissabon, hvorfra han sammen med ni andre partikammerater flygtede i 1960.
Hans litterære løbebane startede i 1975 med to romaner. Efter sin tilbagetræden som partileder, udkom yderligere seks bøger, heraf en oversættelse af Shakespeares Kong Lear, som han påbegyndte under sit fængselsophold. Hans litterære mesterværk 'Fem dage, fem nætter' er blevet filmatiseret.
Alvaro Cunhal
1913 Født den 10. november i Coimbra
1924 Familien flytter til Lissabon
1931 Bliver medlem af PKP
1935 Generalsekretær for ungdomsforbundet
1937 Fængsles første gang
1939 Tvunget til soldatertjeneste i et straffekompagni
1940 Fængsles anden gang. Gør sine jurastudier færdige.
1941 Medlem af sekretariatet og er med til at reorganisere partiet
1949 Fængsles tredje gang
1960 Flygter fra fængslet
1961 Vælges til generalsekretær og drager i eksil i Moskva og Paris
1974 Vender tilbage til Portugal 30. april og bliver minister uden portefølje
1992 Træder tilbage som generalsekretær
2005 Dør 13. juni
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278