Tag med os på studie- og høstrejse i Israel og Palæstina. Afrejse: 14. oktober 2005. Varighed: op til tre uger.
Du kan hjælpe palæstinenserne med olivenhøsten. Du kan opleve forholdene ved selvsyn. Du kan knytte nye venskaber.
Formålet med rejsen er:
* at få indblik i og forståelse for konflikten i et af verdens mest brændbare områder.
* at tage udgangspunkt i ønsket om lige rettigheder for alle i området, støtte til ikke-voldelige aktiviteter og dialog med både palæstinensere og israelere.
* at vise solidaritet i praksis.
I både Israel og Palæstina vil vi:
* møde mennesker, der er personligt ramt af konflikten og høre deres historie.
* møde organisationer, der arbejder for menneskerettigheder og dialog og imod besættelsen og Muren.
* møde politikere og andre mennesker med indsigt i regionens store problemer.
Vi skal se Muren i byer og på landet, hvor den afskærer bønder fra deres marker og børn fra deres skoler, og vi skal besøge en kibbutz nær Muren.
Vi vil besøge flygtningelejre, skoler og institutioner og opleve checkpoints ved selvsyn.
Programmet vil blive planlagt så åbent, at der er mulighed for at deltage i de mange aktuelle aktiviteter i Israel og Palæstina.
De deltagere, der melder sig tidligt, vil få mulighed for at tage del i forberedelsesarbejdet med at fastlægge turens program.
En ganske særlig del af rejsen vil blive vores deltagelse i olivenhøsten.
Muren er sine steder placeret langt ind på palæstinensisk jord. Ydermere vanskeliggøres adgangen til jorden af, at de få porte i Muren / hegnet kun åbnes i kortere perioder ad gangen. Desuden kræves der en særlig adgangstilladelse, som skal fornyes hvert halve år hos de israelske myndigheder.
Ifølge de israelske regulativer, der anvendes i området, og som er i strid med internationale konventioner, er landbrugsjord hjemfalden til staten, hvis den igennem tre år ikke dyrkes. Hertil kommer, at bevæbnede medlemmer af bosætterne ofte forhindrer landmændene i deres arbejde.
Derfor deltager aktivister fra israelske organisationer som B`Tselem og Rabbis for Human Rights hvert år i træplantning og høstarbejde i disse områder. I år vil vi tage del i dette arbejde som en konkret solidaritetshandling.
Vi vil desuden besøge de tre projekter, som fik del i de 80.000 kr., som vi indsamlede i 2003-2004 til nyplantning af oliventræer.
Før vi tager af sted, vil vi forberede os grundigt - dels gennem en foredragsrække, dels gennem træning i ikke-voldelig kommunikation. Vi håber, at Center for Konfliktløsning vil hjælpe os med denne del, ligesom det gjorde ved vores rejse i 2003-04.
Rejsens deltagere vil være danske kvinder. Vi starter samlet fredag den 14. oktober forud for skolernes efterårsferie. Rejsen varer tre uger, men man kan vælge at rejse hjem tidligere.
Vi vil bo fast i Jerusalem, men med mulighed for enkelte private overnatninger hos palæstinensiske familier eller hos beduinerne i Negev Ørkenen.
Flybilletten koster cirka 3.500 kr., og du skal regne med cirka 1.500-2.000 kr. per uge til logi, forplejning og transport samt et mindre deltagergebyr.
Ønsker du at vide mere? Dagmar Dinesen - 40 37 54 49. Mail: sofddi@stofanet.dk
www.humanrightsmarch.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278