Paris gør oprør og opretter et revolutionært folkestyre: Pariserkommunen. Bag det spontane oprør står arbejderne og småborgerskabet. Den sociale utilfredshed har længe rådet i disse grupper. De har ikke fået megen del i den økonomiske vækst under Napoleon III

Trods den stigende realløn og bedre levevilkår oplever de en forarmning i forhold til de andre samfundsgrupper, og den hurtige industrialisering medfører en proletarisering af brede lag - særligt i Paris, hvor småhandlen og håndværket endnu er fremherskende.
Desuden har saneringen af bykernen skabt skarpe geografiske skel. De folkelige lag bliver presset ud mod byens udkanter i nord, øst og syd og får en følelse af at have mistet 'deres' by.
Oprøret den 18. marts er først og fremmest en protest udløst af, at regeringen vil afvæbne Paris ved at beslaglægge kanonerne, som nationalgarden for egne midler har anskaffet. Regeringen flygter til Versailles og giver plads for et folkevalgt råd - Kommunen - valgt den 26. marts af mændene, der alle har stemmeret.
Lignende oprør følger i Marseile og Lyon - der har erklæret republikken for oprettet før Paris - samt byer som Narbonne, Toulouse, Limoges, Bordeaux, St. Etienne, Le Creusot, Rouen med flere.
Alle oprør bliver hurtigt slået ned, men Paris bliver stående alene overfor styret i Versailles. Den 2. april indleder Versailles krig mod den tapre, men udisciplinerede og uerfarne kommunardhær af nationalgardister. Den slutter den 28. maj, da de sidste kommunarder falder på kirkegården Pere-Lachaise.