21 Apr 2026  

KBH: Let skyet, 10 °C

LEJRE - SangCafé - succesen gentages

LEJRE - SangCafé - succesen gentages

Torsdag, 17. marts, 2005, 00:00:00

På søndag den 20. marts følges succesen fra den første SangCafe op med et nyt arrangement.

Et stort opbud af sangglade mennesker gjorde den første SangCafé i Lejres kulturhus, Domus Felix, til en stor succes.
Guitaristen Finn Poulsen og Christian Glahn med den matsorte kulfiber-kontrabas akkompagnerede lydhørt og smukt de ni sangere i alderen fra ni til 69 år. Alle ni havde en sang eller to, de havde lyst til at synge for det fremmødte publikum.
Og selvom musikerne ikke kendte de forskellige sangeres repertoire i forvejen, blev det en dejlig musikalsk oplevelse.
Arrangørerne, Thomas H. Bredsdorff (som ind i mellem også sad ved Felix' nye flygel) og Finn Poulsen, siger:
'Vi blev overvældet over hvor mange, der havde lyst og mod til at stille op, og den variation i repertoire, der blev præsenteret fra 'Mellem Esbjerg og Fanø' til sange af Billie Holiday'.
Idéen bag SangCaféen er netop at skabe et rum for sangglæden hos os alle. Vores evne til selv at synge er ved at drukne i den kolossale mængde af professionel musik i alle medier.
Konkurrencen i TV-programmer som 'Stjerne for en aften' er så benhård, at de sangere, der når frem til finalerne, får vores egne udfoldelser til at virke pinlige og amatøragtige.
Vi vil gerne give plads til alle, der blot har lysten til at synge - her er ingen censur, ingen konkurrence og ingen præmier. Kun at vi lover at klappe, når du er færdig!'
Til den første SangCafé manglede der noget, som vi er kede af, vi ikke havde tænkt på, siger arrangørerne og tilføjer, at der er ikke noget, som giver så megen varme og fællesskab som at synge sammen.
På søndag den 20. marts vil der være mulighed for, at alle kan være med i sangen, og trods kulde og sne, er tiden inde til at hjælpe foråret på vej med nogle af de dejlige forårssange fra Højskolesangbogen.
Ud over fællessangen og de 'frivillige' solister kommer en af Lejres kendte musikere, B-Joe, og synger et par numre fra hans seneste cd, 'Danselabyrinten'.

Så der vil være musik og sang for alle, søndag d. 20. marts i Lejres kulturhus, Domus Felix, klokken 14-16. Der er gratis adgang og billig te, kaffe og kager. Og så er der plads til alle med sangglæden i behold.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. mar. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:44

Nyheder