´Dear Wendy´ er en slags western, men er mere et eksistentielt drama, som vækker til eftertanke.

af Niels Ole Nielsen
Thomas Vinterbergs nye film Dear Wendy har fået en god modtagelse i USA og er blevet fremhævet positivt ved den alternative Sundance-festivalen for nylig.
Sundance-festivalen er et alternativ til Hollywood og den kommercielle filmbranche. Her vises flere filmgenrer, såsom kort-, dokumentar- og spillefilm, som ellers ikke vil blive set af et bredt publikum.
Og Dear Wendy er en anderledes film end de gængse. Filmen kan med rette betegnes som kontroversiel, på samme måde som Lars von Triers Dogville er det. Konceptet for begge film er det samme.
Mens Dogville foregår i en amerikansk bjerglandsby, foregår Dear Wendy i en minelandsby i det syd-østlige USA. Trier brugte kridtstreger til at afmærke huse og haver, Vinterberg bruger et torv, som inddeles i forskellige sektorer.
Det er da også Lars von Trier, som har skrevet manuskriptet og dermed sat sit fingeraftryk Vinterbergs film.

Unge outsidere
Den unge Dick (Jamie Bell) bor i en fattig amerikansk mineby i den syd-østlige del af USA. Han vil aldrig blive minearbejder, som det forventes af ham. Hver gang han tager turen ned i mineskakten, er han med elevatoren op uden at have været i minen.
Han er således en 'taber'. Men Dick kommer ved et tilfælde i besiddelse af en pistol, som senere bliver navngivet - ja - Wendy. Han oplever våbnets magt og muligheder, men han er samtidig erklæret pacifist. Han tager initiativ til at danne en klub - Dandierne - som er et broderskab af bevæbnede, fredselskende og jævnaldrende outsidere.
De har hver deres personlige og navngivne pistol. I en række ritualer og med hemmelige regler finder de ny styrke og fællesskab i en forladt minegang. Kun i klubben må de vise og bruge deres pistoler.
Regler er imidlertid til for at brydes, hvis det bliver meget, meget nødvendigt. Og det bliver nødvendigt, og et sandt drama kommer til at udspille sig.

Eksistentielt drama
Dear Wendy udvikler sig til en slags western, hvor skydevåben spiller en stor rolle. Men filmen er absolut meget mere end det. Vinterberg har skabt et eksistentielt drama, hvor de unge klubmedlemmer undergår en forvandling fra at være svage til at blive stærke personligheder.
Pistolerne er ikke bare skydevåben, de er symboler på personernes andet jeg, som giver dem stolthed og selvsikkerhed i et ubrydeligt fællesskab.
Dear Wendy kan være en svær tilgængelig film, men ikke desto mindre er filmen glimrende og vækker afgjort til eftertanke. Og selvom Dear Wendy ikke kommer op på siden af Triers Dogville, er den absolut seværdig med rigtig godt skuespil tilligemed.

Dear Wendy. Instruktion. Thomas Vinterberg. Manuskript: Lars von Trier. Premiere i dag.