Koncerterne må i december måned vige pladsen, for boder og julehandlende i Den Grå Hal på Christiania, hvor der er noget for næsten enhver smag.
Bob Dylan har spillet der, Metallica har spillet der, Rage Against The Machine har spillet der. I december må musikerne dog finde en anden scene at udfolde sig på. For indtil den 20. december er der julemarked i Den Grå Hal på Christiania, bagefter lukker hallen, så man kan blive klar til 'Jul for Juleløse' den 24.
Det er ikke her man skal gå hen med sin spirende klaustrofobi, for julemarkedet trækker traditionen tro rigtigt mange mennesker. Hvilket er forståeligt, for det er her man finder den julegave, der er noget helt specielt og som ingen andre har. Medmindre man investerer i en af de mange udgaver at 'Bevar Christiania' merchandise der findes.
Var det noget med et one of a kind-toilet bræt til fætter Niels? Det er der. En lækker, moderigtig vamset hue til din anden kones søns kæreste? Der er masser at vælge imellem. Nips er i høj kurs på de fleste markeder, og der er en gudsvelsignelse af nips i Den Grå Hal. Nips til loftet, til bordet, til vindueskarmen og til toilettet. Pris og kvalitet varierer.
En stand man ikke må snyde sig selv for, er Christianias kvindesmedie som sælger egne produkter, hvilket dækker over lysestager, kander, skåle og skulpturer i diverse metaller. Samt Madonna-ikoner i gips, af den slags der koster nærved 1000 kroner hvis den er skrammet og købt i et antikvariat.
Og alt imens man får styr på de sidste julegaver til familien, kan man nyde de mange lækkerier som glögg, forskellige kager, sandwichs og kaffe.
Julemarked i Den Grå Hal på Christiania indtil den 20. december. Hverdage fra klokken. 14 til 20. Lørdag og søndag fra klokken 12 til 20.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278