08 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

CWC World byder på TV 2

CWC World byder på TV 2

Tirsdag, 30. november, 2004, 00:00:00

Vi kan garantere, at alle der måtte udtale sig i tv-fladen, ikke vil have kompetencer vedrørende dét emne, de måtte udtale sig om!

fra CWC World
Til TV 2
Efter med stor/overvældende interesse at have læst Jeres udbudsmateriale, skal vi hermed på CWC Worlds vegne ansøge om at måtte købe TV 2 (inklusiv moms).
Det danske sprogområde er smalt - også i den brede befolkning. Derfor er det vigtigt, at vi bevarer vor nationale fødder på danske hænder for at sikre dansk kvalitets tv i den globaliserede landsby - worldwide!
Vi har i den forbindelse med begejstring taget til efterretning, at vores knaldhamrende dygtige kulturminister har meldt ud, at han vil have hånd i handske med, at den nye køber bliver dansk. Vi mener i al beskedenhed at have overordentlige gode kompetencer i den henseende.
Et frit dansk mediebillede/-landskab med fine boligprogrammer i fri konkurrence er en forudsætning, hvis vi vil bevare vor egenart - uanset etnisk kvalitet.
Regeringens visionære mediemæssige afstatsligficering i forbindelse med salget af TV 2 (inklusiv moms) ligger helt i snor med dette.

Kvalitetsforbedring
Herudover viser alle erfaringer, både ude fra den store verden og fra udlandet, at et sådant salg vil åbne op for en kvalitetsforbedring af hidtil uset omfang.
Ved overtagelse af TV 2 kan CWC World som programerklæring tilbyde:
* At nedtone Public Service begrebet.
* At styrke licensbetalingen.
Vi ved, at man har planer om at droppe licensbetalingen, men vi er villige til at påtage os den administrative byrde med at inddrage midlerne.
* At omdøbe 'TV 2 Charlie' til TV 2 Frode'.
* At flytte Zulus hovedkontor tættere på Las Vegas.
* At sikre at bestyrelsen ikke får indflydelse.
* At sikre vandtætte skodder mod ekspertvælde i tv-fladen.
I tråd med statsministerens tidligere nytårstale vil vi bestræbe os på, at tv-fladen ikke bliver offer for ekspertvælde af nogen art. Vi kan garantere, at alle der måtte udtale sig i tv-fladen, ikke vil have kompetencer vedrørende dét emne, de måtte udtale sig om!

Pris til forhandling
Herudover vil vi benytte os af de alsidige muligheder og visioner som et frit liberalt tv-marked erfaringsmæssigt netop åbner op for, hvorfor vi kan tilbyde nyskabende/innovative programtyper såsom:
* Amatørtalentkonkurrencer.
* Amerikanske serier.
* Forlængede reklameblokke.
* Boligprogrammer i fri konkurrence.
* Erotiske programmer (i tråd med kulturministerens udmeldinger).
* Quiz-programmer (der tilmed er lavet ud fra knaldhamrende spændende koncepter fra udlandet).
* Sportsprogrammer - man kunne eventuelt på forsøgsbasis introducere fodboldtransmissioner.
Det kan umiddelbart være svært at vurdere, hvad TV 2 er værd. Udover kontoret på kvæggangen er der jo også et kontor i København (er det for øvrigt opvarmet med fjernvarme eller med eget central fyr - udbudsmaterialet er uklart på det punkt?)
Men hvor om alting er/befinder sig, så kan vi hermed for TV 2 koncernen samlet tilbyde at overtage den for:
278.000 kroner (inklusiv moms).
(Denne priskalkule er naturligvis kun et skud i tasken, og den endelige pris skal selvfølgelig komme an på en fordomsfri og åbenhjertig forhandling).
I håbet om positiv særbehandling.
Med venlig hilsen og tak for sidst Finn Nissen Regnar Worm (stationsforstander/ankermand - juleredaktør)

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. nov. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:44

Nyheder