Den væbnede kamp for Algeriets selvstændighed tager afsæt i en række koordinerede attentater mod økonomiske og militære anlæg natten til den 1. november 1954 og varer i syv et halvt år

I en tid med almen afkolonisering synes Frankrigs store militære og brutale indsats mod algeriernes befrielseskrig ret meningsløs. Men kolonialisterne tilhører i mange tilfælde tredje og fjerde generation franskmænd, født i Algeriet, og de kæmper for deres eksistens, der er baseret på mindretallets dominans over flertallet.
FLN's sejr er først og fremmest politisk. Befrielsesbevægelsen er en del af bondesamfundet og har stærk opbakning blandt folket. Den franske kolonimagt formår ikke at vinde befolkningens støtte. Hverken ved trusler og repressalier eller ved reformtiltag.
En række afrikanske og arabiske lande anerkender FLN's provisoriske regering, og FN's debatter (i 1957 og 1961) underkender i virkeligheden Frankrigs påstand om, at konflikten er et indre politisk anliggende, og at krigen er en 'politioperation' for at opretholde ro og orden.
Fredsaftalen - Evian-aftalen - bliver godkendt ved folkeafstemninger både i Frankrig og Algeriet. I Algeriet stemmer 5.975.581 for aftalen og 16.534 stemmer imod. Selvstændigheden bliver erklæret den 5. juli 1962.