Den første egentlige fagforening er tobaksarbejdernes afdeling ´Enigheden´, som stiftes i 1871. Typograferne har ganske vist stiftet en fagforening i 1869, men den er åben for principaler - altså arbejdsgivere

I løbet af første halvdel af 1870'erne dannes der 40 'demokratiske fagforeninger', som også når ud i provinsen. Her er de blevet dannet på et mindre politisk grundlag end de første fagforeninger. Alligvel ledes de fleste af socialiser.
I 1874 stiftes så 'fagforeningernes centralbestyrelse', skriver Ib Nørlund i Det knager i samfundets fuger og bånd, bind 1. En af dens formænd er Ernst Klein, som formulerer arbejderbevægelsens opgave således:
'Vi må i forening virke hen til at danne et fast arbejderparti over hele Danmark, der har til mål at udfri arbejderne af det privatkapitalistiske åg og forskaffe dem politiske rettigheder og i det hele virke for deres materielle og åndelige vel'.
De 'demokratiske fagforeninger' slutter op om centralbestyrelsen. Men grænserne mellem parti og fagforeningen er flydende. Ved 'arbejderparti' forstår man både faglige fællesorganisationer og et politisk socialistisk arbejderparti.
Centralbestyrelsen bliver i praksis både den faglige og den politiske ledelse for arbejderbevægelsen.