En kommunist er død - hans ånd og virke inspirerer og forpligter.

af Ole Stenberg
Salles far stammer fra Hvide Rusland og hans mor fra Litauen. De var jøder og kom til Danmark efter første verdenskrig i forbindelse med de omvæltninger der fulgte i kølvandet af Oktoberrevolutionen i Rusland. Salle blev født i København i 1921 og boede i trange kår Rigensgade. Hans far var skrædder og moren passede hjemmet og de fire børn - som det var almindelig dengang. Salle gik til hånde med skrædderiet og gik i faderens fodspor.
Skrædderiet var et hårdt og slidsomt arbejde, og Salle fik øjnene op for livets uretfærdigheder set ud fra underklassens synsvinkel. Det formede Salle og han forblev tro mod sit udspring hele sin vej gennem livet og senere også mod den klasse, han viede sit livs gerning til. Det var det, der gjorde ham så ægte.
Kampen for klassen blev for Salle det levende arbejde for de undertryktes og forurettedes sag. Sådan arbejdede han som ung skrædder i det daglige med at hjælpe sine medmennesker. Senere - da Salle kom på fabrikkerne LK-Nes, Crown og hvad de nu hed alle sammen - arbejdede han videre ved at sætte de fælles kampe igennem med sine kollegaer på arbejdspladsen - til udvidelse af vidtomspændende bevægelser og rejsninger mod samfundets uretfærdigheder. Det bar ham over i det politiske arbejde - fra hverdagens diskussioner og overbevisningsarbejde til opfyldelsen af de forpligtigelser, som det indebærer at være et levende medlem af den kommunistiske bevægelse. I hvert fald når man som Salle så vejen frem som en grundlæggende revolutionær forandring af samfundet.
Salle lærte ondskaben at kende. Fra sin oprindelse lærte Salle fascismens grimme ansigt. Han så det i Ungarn, Bulgarien, Rumænien og Polen, hvor fascisterne stak sit ækle ansigt frem i årene efter revolutionen i Rusland. Han indprentede sig, hvordan tyskerne, blandt de tilfangetagne, tog jøder, officerer fra den røde arme og politiske kommissærer ud af fangerækkerne og henrettede dem uden yderligere overvejelser. Dele af Salles familie blev interneret i Theresienstadt.
Under besættelsen udførte Salle sit illegale arbejde i København, indtil han måtte forlade byen og tage til Karise, hvor han stadig arbejdede i modstandsbevægelse helt til krigens afslutning.
Da Salle mødte Ketty flyttede han til Vesterbro. Ægteskabet ændrede på Salles prioritering af opgaverne, og familien kom mere i centrum. Men det var stadig det kommunistiske parti, som var hans hjertebarn. Det passede helt fint til Kettys arbejde i den faglige organisation H.K.

Salle fortsatte sit virke i kampen mod EF/EU.
Salle vidste, hvordan arbejderklassens kamp kræver internationalt sammenhold. Det var en selvfølgelig stolthed at Salle tilhørte den internationale arbejderbevægelse.
Han tilegnede sig ved selvsyn stor forståelse for samfundsmæssige fremskridt, som skabtes ved socialismens virkeliggørelse. Det var for Salle en stadig inspiration til, at det også skulle lykkes at skabe nye samfundsforhold i Danmark. Ikke et plagiat - Salle havde et godt blik for de fejltagelser, som han mente blev begået - men i virkeliggørelsen af socialismens grundlæggende ideer ud fra danske betingelser.
Vi vil savne Salle forfærdeligt. Men vores sorg er ikke fortvivlelse. Der er en forpligtelse til at videreføre kampen for de socialt udstødte, ud fra forståelse af, at det er nødvendigt at ændre på fordelingen af de samfundsskabte værdier. Det giver muligheden for skabelsen af et mere ligeligt og retfærdigt samfund. Salles virke rækker langt udover den tid, som blev ham selv beskåret. Salle var i pagt med fremtiden og vil leve videre i vores bevidsthed .