Kalmarunionen mellem Danmark, Norge og Sverige træder i kraft, da Erik af Pommern bliver kronet til konge over de tre nordiske riger. Reelt er det imidlertid dronning Margrethe (den første), der sidder inde med magten til sin død i 1214

Unionen, som er personalunion 'til evig tid', ophører reelt i 1448 og bliver definitivt opløst ved afsættelsen af Christian 2. i 1523.
Forinden er unionen med magt blevet genoplivet under Christian 1. (1467-71) og kong Hans (1497-1501), samt under Christian 2. efter det stockholmske blodbad i 1520.
At Kalmarunionen kan lade sig gøre, skyldes de økonomiske og politiske magtforhold i senmiddelalderen. Jordbesiddelserne i de nordiske lande er delt op i stort set tre lige store dele - en for kirken, en for stormændene og en for kronen.
Dronning Margrethe har held til at styrke kongemagten ved at alliere sig med de mægtigste mænd inden for kirken, ligesom med nogle toneangivende stormænd i Danmark og især i Sverige. Norge er ved unionens ikrafttræden allerede underlagt den danske kongemagt.
Gennem senmiddelalderen har de politiske magtforhold således vekslet mellem, om det er kongemagten eller stormændene, der har haft teten. Efter unionens endeligt, da Christian 2. afsættes, er der adelsvælde i Danmark, hvor stor- og herremænd har den politiske magt helt frem til indførelsen af enevælden i 1660.