Kun 40 år gammel dør Harald Brix, som sammen med Louis Pio og Povl Geleff er pionererne i den danske arbejderbevægelse og Socialdemokrati. De tre udgør ledelsen i Socialdemokratiet fra 1871 og af bladet ´Socialisten´ fra samme år

Brix er den stille slider, der passer regnskaber og kasse, og ham, der knokler med de praktiske foranstaltninger. Men han er samtidig begavet med en satire og en humor, som han forstår at anvende mod fjenderne.
Han udgiver - for egen regning - et lille blad, der hedder 'Ravnen', hvor han hudfletter magthavere og borgerskab i almindelighed og Crone, politidirektøren for København, i særdeleshed.
Igen og igen forbyder myndighederne 'Ravnen' og Brix trasker ind og ud af fængslerne, indtil han bliver dømt fire års fængsel som afsones i Horsens Statsfængsel.
Juleaftensdag 1880 bliver Brix løsladt syg og svækket. Han er den sidste af pionererne, som er i Danmark, da Geleff og Pio bliver tvunget til at lade sig bestikke af politiet til at forlade landet i marts 1877.
Brix kræver at få kontrollen over partiavisen, som han og Pio på papiret ejer. Han mener, at avisens linje er alt for moderat. Han afvises af redaktør Mundberg og den nye partiledelse.
Brix danner sin egen gruppe 'De socialrevolitionære' og begynder at udgive sin egen avis 'Herolden', som hurtigt når op på samme oplag som 'Socialdemokraten'.
Principstriden om partiets linje når dårligt at komme i gang, da Harald Brix dør af bylder og lungebetændelse, som han har pådraget sig i fængslet.