Partiet, lejerbevægelsen og kampen for lærlingenes forhold. Det har, livet igennem, været vigtige mærkesager for KPiD´s formand, Betty Frydensbjerg Carlsson. Og der er stadig masser at kæmpe for, understreger hun.

I dag fejrer kammerater, venner og kollegaer Betty Frydensbjerg Carlssons 60 års fødelsesdag. Hun har været formand for Kommunistisk Parti i Danmark lige siden partiets stiftelse for godt ti år siden.
Dagbladet Arbejderen har valgt at bruge anledningen til at få en snak med Betty om hendes liv og mange forskellige aktiviteter. Det lykkes at fange hende i partiets lokaler på Frederikssundsvej. Her lægger hun mange kræfter efter arbejdstid og på sin ugentlige fridag fra jobbet som sekretær i Metal Lyngby.
Betty Frydensbjerg Carlsson har fuld fart på, det har hun haft hele livet. Som det engagerede menneske hun er, meldte hun sig ind i DKU allerede i 1960, da hun stadig var skoleelev. Det var et helt naturligt valg, fortæller hun mig, da vi har fået os bænket ved det runde bord i bagbutikken.
- Jeg har altid haft en stærk retfærdighedssans - den har altid pint mig. Og så ville jeg gerne være med til at lave noget om. Det var også i den periode, hvor Den Kolde Krig var på sit højeste. Jeg kan huske, at oprustningen optog mig ret meget. Jeg var bange for atomoprustningen. Og hvem sloges for nedrustning? Det gjorde DKU!

Ingen boliger eller lærepladser
Betty Frydensbjerg Carlsson er ud af en børneflok på tre, og voksede op inde ved søerne i København. Hun har altid været ærke-københavner - har aldrig boet længere væk end at hun kunne se Rådhustårnet. Betty tilhører krigsgenerationen - de store årgange fra mørkelægningens tid. Det fik hun at mærke, da hun forlod skolen.
- Da jeg var ung var der ingen lærepladser, ingen boliger at få. Ikke andet end arbejde - det var der til gengæld rigeligt af. Men vi stillede sgu krav til vores tilværelse! Jeg kastede mig over lærlingepolitikken og boligpolitikken. Det er de to ting der har præget mit liv.
- Dengang foregik lærlingeskolerne om aftenen. DKU havde en stor del af fortjenesten for, at de blev til dagskoler. Det sloges vi for, jeg kan huske vi holdt ølkasse-møder i skolegården.
Efter overstået skolegang startede Betty i metalindustrien. På spørgsmålet om, hvilken fabrik hun så var på, kommer det med et stort grin:
- Det var mange virksomheder! Der var jo arbejde nok. Og når jeg blev stiktosset over et eller andet, så fandt jeg bare et nyt arbejde. Jo, der var altid nok arbejde til os - vi fik altid lov til at arbejde. Men boliger og uddannelse til os var der ikke. Derfor sloges vi så hårdt for at sikre, at vores efterkommere i hvert fald ville få det bedre.
Blandt andet har Betty arbejdet som loddepige på radiofabrikken 'Eltra'. Da hun følger levende med i 'Krøniken', kan hun nikke genkendende til arbejdslivet på 'Bella'. Men politisk historieskrivning er det nu ikke - for det var i hvert fald ikke Metal-pigerne, der meldte sig ud af DKP, understreger Betty.
Betty Frydensbjerg Carlsson blev for alvor sporet ind på fagligt arbejde, da hun fik arbejde på Standard Electric. Den danske afdeling af den multinationale koncern lavede blandt andet radarer til Grønland.
- Dér må jeg sige, at jeg blev fagligt engageret. Det var også her min interesse for politisk økonomi, altså samfundsøkonomi, blev vakt. Det var virkelig et stormonopol-foretagende. At se på vores arbejdsforhold, og hvad vi tjente, og så på hvad den koncern involverede sig i på verdensplan, det fik virkelig øjnene op...
- Den interesse for politisk økonomi, jeg fik der, har jeg bevaret. Det er virkelig en af mine store interesser, siger Betty.

Inger Gamborg og jernpigerne
Betty Frydensbjerg var en af 'jernpigerne' i KAD afdeling fem. Det var i den navnkundige Inger Gamborgs tid. Herfra har Betty mange gode minder.
Inger Gamborg var rigtig god til at lave overenskomster. Jeg kan huske engang jeg kom ud i fagforeningen, og hørte hende tale i telefon. Inger havde en karakteristisk, ret gennemskærende stemme så der var ingen tvivl om, at det var hende der sagde: 'Nå, der tog jeg nok røven på dig, hva''. Jeg forstod så på samtalen, at det var en virksomhed hvor ejeren havde været ude at rejse og i mellemtiden havde overladt roret til sønnen. Det havde Inger så benyttet til at presse sønnen til en overenskomst - som den hjemvendte fabrikant åbenbart ikke var helt tilfreds med.
Betty Frydensbjerg Carlsson fortæller gerne og længe om Inger Gamborg. Blandt andet om dengang under Philips-strejken, hvor hun kom uden om organisationsansvaret og alligevel indirekte opfordrede Philips-pigerne til at strejke for deres ret. Og om den bevægende generalforsamling, hvor Inger Gamborg gik af.
Derimod er Betty ikke så meget for at tale om sin egen person. Det er sagen, hun hele tiden skubber i forgrunden. Det gælder kampen for bedre løn og arbejdsforhold. Og kampen for bedre og billigere boliger. Kun i bisætninger får man lige at vide, at Betty Frydensbjerg Carlsson i en periode i sidste halvdel af 70'erne og begyndelsen af 80'erne sad som medlem af Københavns Borgerrepræsentation for DKP og at hun i mere end 25 år var næstformand for Lejernes Landsorganisation og lejernes repræsentant i Huslejenævnet.
Det levende engagement i lejerbevægelsen blev drevet af egne erfaringer på boligmarkedet og alt det spekulantslum hun mødte gennem huslejenævnet.

DKP i Borgerrepræsentationen
- Jeg havde selv fået barn, før jeg første gang fik bad. Så på det tidspunkt ville vi ikke længere finde os mere i de elendige boligforhold. Jeg ville arbejde for at det ikke længere skulle være på den måde jeg havde oplevet det, hvor man rendte spidsrod mellem private udlejere, hvor man skulle give cigarer og jeg ved fand'me ikke hvad for eventuelt at kunne håbe at komme til at stå på en venteliste. Og så ville de i hvert fald slet ikke have nogen med børn ind!
Gennem Lejernes Landsorganisation har Betty ind imellem været med til at sætte sit fingeraftryk på lejelovgivningen.
- Og hvor ringe den end er, så er vi dog et land, der stadig har en beskyttelseslov for lejere, og har formået som bevægelse at holde fast i den beskyttelse.
- Jeg er en varm tilhænger af tanken om almennyttigt boligbyggeri, som det der kan sikre børnefamilier, ældre og unge ordentlige boligforhold. Noget andet er så at jeg har været og er utilfreds med den lovgivning, der er. Men princippet og ideen synest jeg er enestående. Jeg hører selv til den generation, der har måttet bo til leje hos hysteriske gamle koner i store herskabslejligheder, hvor man ikke måtte gå på toilettet efter klokken ti, eller ikke måtte bruge køkkenet.
- Da jeg selv for første gang endelig fik en ordentlig lejlighed, var det i Lundtoftegade på 12. sal. Så kunne man jo ikke bare sende sine børn ned at lege, for man kunne ikke have kontakt med dem nede i gården. Derfor var jeg med til inde i Borgerrepræsentationen blandt andet at få gennemført en regel om, at man ikke måtte bygge over fire etager i København. For jeg vidste jo af personlig erfaring, at højhusbyggeri er rædselsfuldt og menneskefjendtligt.
Betty har talt sig varm, læner sig ind over bordet, og understreger ubevidst med små bank i bordpladen, at her er der noget, der ligger hende meget på sinde.
- Det har hele tiden været de oplevelser jeg selv har haft, som jeg har taget fat om i mit politiske arbejde. For det var jo ikke kun mig selv, det var os alle sammen, der havde det problem - og det skulle der altså gøres noget ved.
Hendes periode i Borgerrepræsenttionen faldt sammen med de turbulente år i Københavns sanering. Nævn blot ordene 'den sorte firkant' og 'Byggeren' - så er mange fra den tid klar over hvad det drejer sig om.
- Jeg vil ikke sige, at jeg var enig i alt hvad der foregik, for vi var jo ikke i flertal alene. Vi dannede flertal sammen med den socialdemokratiske gruppe, og det var ikke altid lige heldigt hvad der kom igennem, for eksempel hvad angår det arkitektoniske. Men princippet om at der skulle være almennyttige boliger, der skulle være friarealer, der skulle være skoler, idrætsanlæg og børneinstitutioner - det fastholdt vi, understreger Betty.

Boligsalg er katastrofe
Men lejerbevægelsen er nu ved at blive undermineret ad bagdøren, advarer Betty Frydensbjerg Carlson.
- Via lovgivningen har man nærmest sat det almennyttige boligbyggeri i stå, og presser dermed de unge til at købe ejerlejligheder. Det har man kunnet få de unge til gennem indførelsen af de 'afdragsfrie lån'. Men dem der køber deres ejerlejligheder eller huse på den måde, de oplever for det første at de afdragsfrie lån presser prisen endnu højre op. Og for det andet bliver de reelt kun lejere. For i og med de kun betaler renterne på lånet, kommer de aldrig til at eje deres bolig. Det er banken eller kreditforeningen der reelt er deres udlejer. Med den altafgørende forskel, at som 'ejere' gælder lejelovgivningen ikke for dem. De har overhovedet ikke den beskyttelse via lovgivningen, som de 'gammeldags' lejere har.
- Det er nok en af de alvorligste udfordringer de unge står over for, og hvor man må sige: Pas på, hvad I kaster jer ud i! Det ser jeg på med stor bekymring.
Forsøgsordningen med salg af almene boliger kalder Betty Frydensbjerg Carlsson slet og ret 'en katastrofe'.
- Du kan se hvad der er sket i København, hvor man solgte ud af kommunens boliger. I en storby er der altid behov for, at kommunen kan gå ind og huse sine borgere, når der opstår forskellige sociale begivenheder - og også for at løse et akut problem. Ved at forære den fælles ejendom væk til enkeltpersoner, har man skabt voldsomme problemer.

Elendige overenskomster
Som kommunist lægger Betty Frydenbjerg Carlsson stor vægt på den faglige kamp. Og her bekymrer det hende meget, at fagbevægelsen har så store problemer med at finde opbakning hos de unge.
- Vi er oppe i en ideologisk kamp, som går ud på at slagte fagbevægelsen. En kamp hvor fagbevægelsens top desværre hjælper godt til med at bekræfte de borgerlige fordomme, siger Betty med ærgelse i stemmen.
- Det er jo ikke bare fagbevægelsen som sådan der er i krise- det er hele arbejderklassen. Og det smitter af på overenskomstvilkårene. Hvis man tager fordelingspolitikken: Indtjeningerne, profitraten, har aldrig været større end nu. Og arbejdsgivernes omkostninger til arbejdskraften er det laveste i mange, mange år. De overenskomstforlig der er indgået, har en værdi for arbejderne der er langt lavere end det vi sagde nej til i 1998.
I dag skal arbejdskraften konkurrere internationalt, ikke blot med arbejderne i den anden ende af byen eller den anden ende af landet. Derfor er den internationale solidaritet vigtigere end nogensinde, understreger Betty.
- Og der kommer det, som altid har været min stærkeste kritik mod socialdemokraterne - de siger hele tiden, at vi må 'bøje os for udviklingen'. Som om 'udviklingen' er noget naturbestemt. Men den er jo menneskeskabt, og kan ændres af mennesker - hvis man lader være med at rende i hælene på markedskræfterne.
- Både før og efter vi var blevet indlemmet i EU kørte vi nogle voldsomme kampe i den aktive del af fagbevægelsen for en lovgivning, som kunne forhindre kapitalflugt. Som satte retningslinier for fremmed kapital i landet. Og krav til arbejdsgiverne, hvis de ville lukke en fabrik og flytte produktionen til udlandet. Det er politiske krav, som Socialdemokratiet ikke har levet op til. Og det burde man jo, hvis man vil kalde sig et arbejderparti.
- EU er til for at sikre kapitalen - det står der jo i Rom-traktaten. At lokke os ind i EU var intet mindre end en forbrydelse imod arbejderklassen - og det er det vi for alvor mærker nu.
- Hvis vi ser på udviklingen, så var danske tekstilarbejdere i sin tid sure på de portugisiske arbejdere som tog arbejdet fra dem. Nu flytter Portugals tekstilindustri til Asien. Og jeg deltog i en kongres i Portugal, hvor man meget fornuftigt pegede på, at arbejderne i hele verden har fælles interesser. Der er nu en anden dimension i den faglige kamp, og i arbejderklassens kamp som sådan.

Unge er aktive
Selvom det er svært at få de unge engageret i fagbevægelsen, er Betty Frydensbjerg ikke den der snakker om den politisk passive ungdom. Hun glæder sig tværtimod over, at der er ved at vokse en ny generation frem, som er politisk aktiv, i modsætning til 90'ernes 'nå-generation'.
- Enhver ny generation bærer noget nyt med sig, tager stilling ud fra den virkelighed de lever i. Det ideelle er så når de kombinerer det de har i sig med de tidligere erfaringer, de historiske erfaringer. Og det er så her, vores opgave ligger. Man kan sige at jeg måske nok har fremtiden bag mig. Men for os politisk aktive generationer er det vigtigt at bringe erfaringerne videre.
Betty tror ikke på den med, at nutidens unge er rene individualister.
- Det har jo altid været sådan, at unge engagerer sig i enkeltsager. For nogle er det popstjerner, for andre modstand mod krig. Og der er flest om det første, fordi ungdommen bliver så massivt bombarderet af medierne. Andre unge siger, at det engagerer mig altså mere, at jeg måske skal sendes hen i en helt anden ende af verden, og måske slås ihjel i en krig, jeg ikke rigtig kan se har noget med mig at gøre. Eller de siger: Jeg engagerer mig i, at jeg ikke kan få en læreplads, eller jeg engagerer mig i, at undervisningen på universitetet er for dårligt.
Betty tænder endnu en smøg, inden hun fortsætter:
- Og så slutter man sig sammen, så organiserer man sig, med dem man har fælles interesse med. Det sker jo også. Det næste man så skal lære, det er, at der er en sammenhæng her i livet, mellem alt. Fordi der er nogen der sidder og beslutter. Og så er det, at det naturligt kommer, at hov! Jeg er uenig i det, de sidder og beslutter. Det må vi gøre noget ved! Det er at forstå sammenhængen. I samfundet, i systemet. Så er det vi andre skal være der. Ikke med pegefingeren, men med den gode støtte.
- Det er også i ungdommen, man er nysgerrig - meget nysgerrig. Og videbegærlig. Det kan jeg huske fra min egen ungdom. Jeg er ikke født i en kommunistisk familie. Og der er ikke nogen større oplevelse, end når du begynder at fatte sammenhængen. Hvordan alting hænger sammen.