I dag kl. 17 er der en mindehøjtidelighed for Rachel Corrie og de mange andre civile ofre for Israels besættelse. Det foregår foran Den amerikanske Ambassade.
16. marts 2003 kl. 16.45 kørte en israelsk militær Caterpillar D9 bulldozer med serienummeret 949623 to gange hen over den 23 årige amerikanske fredsvagt Rachel Corrie i Rafah, Gaza.
Kl. 17.20 blev hun erklæret død af sine kvæstelser.
Rachel og hendes medaktivister havde hele dagen ved deres blotte tilstedeværelse forsøgt at forhindre bulldozere i at nedrive et civilt palæstinensisk hjem. Iført synlige orange veste stillede de sig foran bulldozerne og forhindrede dem i at køre frem.
Der var to bulldozere og en kampvogn tilstede. Særligt den ene dozer-fører have en så aggressiv fremfærd, at aktivisterne tidligere på dagen kontaktede både den engelske og den amerikanske ambassade, da de følte han bragte deres liv i fare.
Der er nu gået et år siden drabet på Rachel Corrie. Det israelske militær har foretaget en egen undersøgelse af omstændighederne og har konkluderet at dozer-føreren er uskyldig, da han trods aktivisternes tilstedeværelse hele dagen og trods hendes orange vest ikke havde set hende.
De amerikanske myndigheder har godtaget denne undersøgelse og har ikke selv, trods hendes forældres ihærdige indsats, iværksat yderligere for at få placeret et ansvar. Det bør nævnes, at da tre amerikanere blev dræbt af et palæstinensisk bombeattentat i Gaza den 15. Oktober 2003 ankom FBI under 24 timer efter, for at foretage deres egen undersøgelse.
På den måde ligner drabet på Rachel Corrie de alt for mange drab på uskyldige civile palæstinensere under den anden intifada. 2116 civile palæstinensere har måtte lade livet, heraf 215 børn under 14 år. Hver eneste dag dræbes palæstinensere og mindst en gang om ugen er det børn, der må lade livet. Kun ganske få af disse drab har været genstand for undersøgelser.
Mindehøjtidelighed i København
Palæstina Fredsvagter afholder tirsdag 16. marts kl. 17 en mindehøjtidelighed for Rachel Corrie og de mange andre civile ofre for besættelsen. Det foregår foran Den amerikanske Ambassade, Dag Hammerskjölds Alle, København Ø.
Udover at tænde lys, vil Pernille Rosenkrantz-Theil og en anden fredsvagt holder tale.
Efter højtideligheden vil man gå til Medborgerhuset Nørre Allé 7, København N, hvor der er offentligt møde om situationen i de besatte områder kl. 19.30.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278