Der skal gå næsten 40 år, før der bliver rørt ved 48-timers ugen, som forhandles på plads i 1919. Men ved overenskomstforhandlingerne i 1958 bøjer arbejdsgiverne sig for at sætte arbejdstiden ned. Det skal ske over en periode på tre år, men 45 timer om ugen træder i kraft denne dag 1959

Efter Anden Verdenskrig rejses kravet om 44-timers ugen, og enkelte faggrupper forsøger uden LO's støtte at bryde 48 timers ugen - blandet andet den lange typografstrejke i 1947 - men uden succes.
I begyndelsen af 50'erne rejses kravet atter. Det hænger dels sammen med stigende styrke i fagbevægelsen, fortsat arbejdsløshed efter krigen og omfattende rationaliseringer indenfor industrien.
Ved overenskomstforhandlingerne i 1956 bliver kravet sat på dagsordenen, men efter en kompliceret proces, der ender med regeringsindgreb i forhandlingerne, bliver kravet ikke gennemført i første omgang. Den store mobilisering under konflikten skræmmer dog arbejdsgiverne, der ved forhandlingerne i 1958 går med til at sænke arbejdsugen fra 48 til 45 timer over de følgende tre år.
I de følgende 13 år bliver den ugentlige arbejdstid nedsat til 40 timer, og i 1974 var 5-dages-ugen med 8 timers daglig arbejdstid en realitet.