Det er 25-året for den iranske revolution. Shahen er allerede i januar flygtet ud af landet, men indsætter en regering, som skal fortsætte hans vest-orienterede politik. Denne regering bliver afsat den 10. februar om aftenen, og dagen efter danner oppositionen regering

Årsagen til revolutionen skal ikke mindst ses i lyset af, at den økonomiske udvikling af landet kun kommer et lille mindretal til gode. Shahen selv er blevet en af verdens rigeste mænd, men størstedelen af befolkningen har ikke fået sin levestandard forbedret.
Den forcerede modernisering har samtidig skabt voldsomme kulturelle og sociale konflikter. Regimet bliver i 70'erne stadig mere afhængig af politiet og militærapparatet. I 1976 anslår Amnesty International antallet af politiske fanger til et sted mellem 25.000 og 100.000. Shahens stormagtsplaner og den hastige industrialisering har gjort Iran mere og mere afhængigt af USA.
Oprøret mod shahen vokser fra begyndelsen af 1978 meget hurtigt. Hele dette år er oprøret baseret på fredelige demonstrationer og strejker. Med jævne mellemrum går mange hundredtusinder på gaden og trodser dermed et mægtigt militærapparat og et hemmelig politi, der er berygtet for sin tortur og grusomhed.
Oppositionen mod shahen består af tre grupper. Den vigtigste er den religiøse opposition, der er domineret af den shiitiske leder, ayatollah Khomeini. Den anden gruppe er Den nationale Front. Desuden findes der forskellige grupper på venstrefløjen, som det forbudte kommunistparti - Tudeh - og den marxistiske guerilla, fedayeen. De tre grupper bliver bundet sammen af fordømmelsen af shahens politik og kravet om en selvstændig og neutral udenrigspolitik.
Men den stærkeste opposition er den religiøse. Fra sit eksil i Paris indspiller Khomeini prædikener, der bliver kopieret i tusindvis og spredt i Iran, hvor de har en stærkt organiserende effekt.
Den nye premierminister Mehdi Bazargan fra den Nationale Front forsøger at føre en forsoningspolitik mellem kravene fra de religiøse ledere og venstrefløjen. Men han ender med at isolere sig selv fra både den revolutionære venstrefløj og de dybt konservative præster. Til denne udvikling bidrager også den 'islamiske revolutionsgarde' og Khomeinis overvældende popularitet.
I 1981 dominerer 'Islamiske Revolutionære Parti' fuldstændigt statsapparatet i Iran. Et vigtig instrument i undertrykkelsen af venstrefløjen og den øvrige opposition bliver den islamiske revolutionsgarde.