16 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

200.000 børn lever i fattigdom

200.000 børn lever i fattigdom

Fredag, 21. november, 2003, 00:00:00

Oplevelser uden for boligblokken er en sjældenhed for næsten hvert femte danske barn (17,3 procent)

Tusindvis af børn i Danmark vokser op i så stor fattigdom, at de har svært ved at deltage i det sociale liv sammen med andre børn.
Næsten hvert femte barn (17,3 procent), eller knap 200.000 børn, var på et tidspunkt i 2001 berørt af fattigdom.
Det viser en ny undersøgelse, som Socialforskningsinstituttet har foretaget for Red Barnet. Undersøgelsen 'Børnefattigdom i danske kommuner 1984 - 2001' er den første af sin art i Danmark. Den gør op med mantraet om, at alle børn vokser op med lige muligheder her i landet.
'Børnefattigdom i Danmark betyder ikke, som i nogle andre lande, at børnene sulter eller ikke får skolegang. Fattigdom i Danmark kommer derimod for eksempel til udtryk, når familiens indtægter er så lave, at børnene har svært ved at deltage i det sociale liv på lige fod med andre børn - og når familien har så få penge til rådighed, at oplevelser uden for boligblokken hører til sjældenhederne', hedder det i rapporten.
De yngste har størst risiko for at blive ramt af fattigdom. 22,7 procent af de 0-årige lever i familier med fattigdom (14.800 børn), mens 12,5 af de 17-årige lever i fattigdom (6.500 børn) i 2001.
Samtidig viser undersøgelsen, at børn af udenlandsk baggrund udgør en stigende andel af de fattige børn. Indvandrerbørns risiko for et liv i fattigdom var tre gange højere i 1984 og fem gange højere end etniske danske børns i 2001.
Rådet for Socialt Udsatte bidrager også til billedet af fattigdommen med en rapport, der viser, at 30.000 danskere lever under EU's officielle fattigdomsgrænse. Undersøgelsen er foretaget af Center for Alternativ Samfundsanalyse, CASA.
Danmark har ingen officiel fattigdomsgrænse. De to undersøgelser har derfor brugt metoder, som er brugt i lignende fattigdomsundersøgelser i udlandet. Både Red Barnet og Rådet for Socialt Udsatte foreslår, at der fastsættes en officiel fattigdomsgrænse i Danmark, som sociale ydelser ikke må gå under.
Men det afviser socialminister Henriette Kjær pure:
- Det vil simpelthen ikke være muligt at fastsætte sådan en grænse på nogen rimelig måde. At være økonomisk svagt stillet afhænger netop ikke blot af indkomsten, men også af livssituation og den enkeltes ønsker og behov, siger Henriette Kjær.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. nov. 2003 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:44

Nyheder