Det konstruktive må være at diskutere hvordan demokratisk centralisme og uenighedskultur kan forenes

Om handlingen som prøve på beslutningers rigtighed
Om handling og beslutninger
Det konstruktive må være at diskutere hvordan demokratisk centralisme og uenighedskultur kan forenes
@g:Debat
@h:af Kjeld Stenum, Ejby
Skyder du ikke en kende over målet, Sven Tarp, når du i Arbejderen 2. oktober gør Birgit Unnerups opfattelse af uenighedskultur til et neo-kantiansk opgør med marxismen? Såvel Birgit Unnerup som DKP's landsledelse mener jo, uenighedskultur og demokratisk centralisme bør være forenelige størrelser. Og landsledelsen tilslutter sig desuden demokratisk cewntralisme som del af grundlaget for sammenslutningsbestræbelserne.
Var det så ikke mere konstruktivt at diskutere, hvorvidt og hvordan demokratisk centralisme og uenighedskultur kan forenes, end at kaste sig over de mest angribelige formuleringer? Når det nu er kommunistisk enhed, vi diskuterer. Som del af demokratisk centralisme har uenighedskultur nemlig en særdeles rationel kerne.
Tak til Joan, derimod, fordi du i Arbejderen den 1. oktober åbner en sprække op for, at DKP/ML's fortolkning af demokratisk centralisme er foreneligt med, at der er vedvarende intern diskussion af de vedtagne beslutninger, man står sammen om i handling. Så er dialog da mulig!
Hvad jeg ikke synes, du har fat i, er hvorfor det er så vigtigt at blive ved med en intern diskussion, også efter at en beslutning er taget.

H
Det er klart, at det er gennem handlingen, man skal finde ud af, om det var den rigtige beslutning, der blev truffet, skriver du optimistisk. Jeg håber meget, at du har ret i, at vores rigtige politiske beslutninger vil vise deres rigtighed i praksis. Somme tider er jeg faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt de nogensinde vil. Du har i hvert fald alt andet end ret i, at det er klart.
Jeg gætter på, at du og jeg ikke er særlig uenige om, at den kommunistiske bevægelse i løbet af de seneste ti-femten år er kommet til et historisk lavpunkt, i hvert fald i vores del af verden. Hvis vores beslutninger så enkelt, som du siger, lod sig teste i praksis, var den eneste mulige konklusion på alt, hvad vi har bedrevet i din og min politiske levetid jo, at vi har fejlet ad helvede til!
Så ringe mener jeg trods alt ikke, det står til. Politiske handlinger er så sammensatte størrelser, at de absolut ikke på nogen enkel måde viser, hvilke beslutninger der er rigtige, og hvilke der er forkerte. Det er jo ikke sådan, at for eksempel en forkert beslutning ikke lader sig realisere. Tværtimod kan den ligefrem synes succesrig, og man kan leve med dens konsekvenser i årevis, måske i årtier, måske endnu mere, uden at erkende, at noget er galt.
Et meget vigtigt eksempel på dette, som du måske er enig med mig i, måske ikke, er parolen om den socialistiske stat som hele folkets stat, som man brugte som rettesnor for socialistisk opbygning i efterkrigstidens Sovjet. Med den parole lavede man om på den kommunistiske teori om staten som et klasseundertrykkelsesredskab. Det har man lov til, hvis man mener, noget andet er rigtigere. Men det mener jeg ikke, dette andet var her.
Enten måtte der være klassekamp, og så var staten ikke hele folkets. Eller også måtte spørgsmålet om statens afvikling på dagsordenen, for var der ikke længere nogen klassekamp, skulle en statsmagt slet ikke eksistere. Parolen var forkert, men man levede med dens konsekvenser i årtier, ja helt til murens fald.

H
Omvendt kan rigtige beslutninger også være meget længe om at bevise deres rigtighed i handlingen. Ofte kan de se ud til at lede til tilbageslag. Og det kan være et spørgsmål om et meget langt historisk forløb, før de beviser deres rigtighed.
Mit spørgsmål er nu: Hvem skal afgøre, hvad vi skal regne for rigtigt og forkert, indtil det måtte passe historien at komme med facitlisten? Og hvem skal afgøre, hvornår det er det historisk nødvendige, der sætter sig igennem, og hvornår der er tale om tilfældige konjunkturer? Til de fleste af vores handlinger har vi ingen facitliste. Alligevel må vi sige, at vigtigere end bare det at handle er jo at handle rigtigt. Vi kan ikke bare blindt fremture i vores beslutninger måske i årtier, indtil det måtte passe historien at kaste dem i skrotbunken.
Derfor er det afgørende, at vi lærer at komme til bunds i diskussionerne, lærer at komme hele vejen rundt om problemet og ikke blot vælger at koncentrere os om de mest bekvemme eller mest iøjnefaldende aspekter. Det kalder nogen DKP'ere så i dag for uenighedskultur. Lenin regnede det for en uundværlig del af dialektisk materialistisk erkendelse. For min skyld kan vi godt nøjes med at sige, at det er almindelig sund fornuft!

@b:Den kommunistiske bevægelse er i løbet af de seneste ti-femten år kommet til et historisk lavpunkt, erklærer dagens debattør. Foto: Dagbladet Arbejderen