30 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Thorkild Holst 95 år

Thorkild Holst 95 år

Tirsdag, 07. oktober, 2003, 00:00:00

En legendarisk skikkelse i dansk presse, Thorkild Holst, fyldte 29. september 95 år - i mere end to tredjedele af sit liv var Holst aktiv medarbejder ved den kommunistiske presse.

Så tidligt som 1932 - måske før - findes politiske vittighedstegninger i Arbejderbladet med signaturen Th.H. Medarbejderskabet blev udvidet ved overgangen til dagblad i 1934. Samme år måtte Holst tilbringe fire måneder i Vestre Fængsel for at have skrevet om det københavnske politis brutalitet.
Da Arbejderbladet blev forbudt 22. juni 1941 fortsatte aktiviteterne i de illegale blade. Endnu før Danmarks befrielse fra den tyske besættelse var Holst med til at forberede udgivelsen af Danmarks kommunistiske Partis dagblad, Land og Folk.
Indtil Land og Folk blev ramt af bladdøden i december 1990 var Holst en myreflittig og ansvarsbevidst medarbejder; i de fleste af årene som redaktionssekretær, mere end 35 år som medlem af redaktionsledelsen og en halv snes år som ansvarshavende redaktør. I alle årene fandt han også tid til regelmæssigt at præge avisen med politiske og satiriske tegninger.
Land og Folks bortgang standsede ikke Holst. Fra 1991 til 2001 var hans tegninger med til at præge bladet Kommunist, som udgives af Kommunistisk Parti i Danmark.
Holst har aldrig følt trang til at føre sig frem på de bonede gulve.
Han befandt sig bedst iblandt det kommunistiske bladhus' journalistiske og typografiske medarbejdere.
Med baggrund i hans typografiske uddannelse og den journalistik han tilegnede sig - uden nogensinde at have frekventeret hverken Journalisthøjskolen eller universiteters medieuddannelse - prægede han i årtier den kommunistiske presse i Danmark - både i udseende og indhold.
Tillykke Th. Holst.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. okt. 2003 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:44

Nyheder