I dag bliver SiD´s tidligere forbundsformand Hardy Hansen 70 år. Men Hardys kampgejst er ikke gået på pension

Hardy Hansen er født i et arbejderhjem i Store Brøndum i Himmerland, syd for Aalborg. Han mærkede tidligt klassesamfundet på sin krop. Først da faderen måtte tage arbejde langt fra hjemmet, fordi han blev boykottet af de lokale bønder efter at have været med til at stifte en fagforening. Senere da han efter konfirmationen selv kom ud at tjene hos de samme bønder.
Længslen efter at opleve noget andet fik Hardy Hansen til sammen med en kammerat at tage turen til Svendborg Søfartsskole. Sømand blev Hardy aldrig. Men bølgerne er alligevel gået højt i Hardy Hansens liv, og han er trods sine nu 70 år ikke holdt op med at sejle mod strømmen...

'fire af mine kollegaer døde i løbet af ganske få dage'
- Jeg og min kamerat tog til København for at finde hyre. Det lykkedes for min ven. Men der var ingen hyre til mig. Da der skulle brød på bordet, tog jeg arbejde på De Danske Bomuldsspinderier i Valby. Og meldte mig selvfølgelig ind i Dansk Beklædnings- og Tekstilarbejderforbund.
Den unge Hardy Hansen blev ikke længe på fabrikken i Valby. Det var hårdt og dårligt betalt arbejde, og larmende maskiner - så larmende, at høreskader var helt almindelige, fortæller Hardy Hansen.
-Men firmaet ville ikke støjdæmpe maskinerne - de sagde det var for dyrt. Fabrikken blev til sidst solgt hen over hovedet på os, og produktionen flyttet til Vejle. Siden er Bomuldsspinderierne blevet opkøbt af et multinationalt selskab. Og i dag står de samme spindemaskiner i Thailand og Kina, hvor de ødelægger andres hørelse.
Efter Bomuldsspinderierne fik Hardy i 1954 arbejde på Poul Bergsøe i Glostrup.
-Jeg steg fra 180 til 250 kroner om ugen. Men det var også hårdt arbejde, og det var på treholdsskift, fortæller Hardy Hansen.
Efter et par år på fabrikken blev Hardy valgt til sit første tillidsjob. Som sikkerhedsrepræsentant oplevede han en forfærdelig ulykke, som kostede fire livet.
- Vi havde fået noget materiale hjem i gamle olietønder. Deriblandt noget arsen-støv. Det er sådan med arsen, at når der kommer vand på, så udvikler det dødbringende giftige dampe. Men det vidste vi ikke. En dag til fyraften gik en af vores kollegaer som sædvanlig og vandende gulvet, før det skulle fejes - det gjorde vi for at det ikke skulle støve så meget. Men denne gang var der arsenstøv på gulvet. Fire af mine kollegaer døde i løbet af ganske få dage. Tre-fire andre måtte i respirator, og flere fik varige men af det.
- Bagefter blev der indkaldt til møde med arbejdstilsynet. Firmaet forsvarede sig med, at de ikke var klar over, at det kunne ske, og sådan noget.
- Så sagde inspektøren fra Arbejdstilsynet - og det husker jeg helt tydeligt - til den ene af de der virksomhedsledere, som var ingeniører: 'Herman, det er jo ikke rigtigt, at du ikke vidste det der. Vi to har jo gået på ingeniørskolen sammen. Og vi to har fået at vide, hvad der kan ske med disse kemiske forbindelser. Så du sidder jo og lyver for mig.'
- Der lærte jeg virkelig at værdsætte Arbejdstilsynet, og oplevelserne på Bomuldsspinderierne og Poul Bergsøe fik mine øjne op for, hvor utroligt vigtigt arbejdsmiljøet er.
- Derfor kan det også gøre mig helt aggressiv at se den måde den nuværende regering sætte lønmodtagernes liv og levned på spil, med den politik den fører på arbejdsmiljøområdet, hvor den skærer ned på forskning og udvikling, og også fjerne folk fra Arbejdstilsynet, nedlægger kredse, fritager arbejdsgiverne for at betale bod når de har overtrådt lovgivningen - det er jo forfærdeligt at se, at man tillader sig at misbruge menneskeliv på den måde.

'fagbevægelsen skal have mulighed for at støtte medlemmerne, også i politiske kampe'
På Poul Bergsøe blev Hardy Hansen i starten af tresserne tillidsmand for specialarbejderne, og senere igen fællestillidsmand.
- I '66 kom så Kaj Buch, som var vores afdelingsformand i Glostrup, og spurgte om jeg ikke ville være organisationssekretær i afdelingen. Og det sagde jeg ja til. Jeg blev altså fastlønnet tillidsmand i Glostrup - og har så været fastlønnet tillidsmand lige siden.
I 1975 blev Hardy Hansen forretningsfører i SiD, og to år efter valgt som formand for Fabriksgruppen. Allerede to år senere blev han på en ekstraordinær kongres valgt som formand for SiD.
I hans formandsperiode har SiD stået i flere store konflikter, mange af dem på grund af Christiansborgpolitikernes arbejderfjendske politik. Blandt de mest markante kan nævnes Havnearbejderstrejken i 1983 mod forringelse af de supplerende dagpenge, HT-konflikten i 1984 mod forsøg på at splitte de faglige fællesskab, og Ri-Bus-konflikten i 1995-96 mod forringede løn- og arbejdsforhold i forbindelse med udlicitering.
Når Hardy Hansen ser tilbage på disse konflikter, hæfter han sig ved hvor mange forhindringer det arbejdsretlige system sætter for at fagbevægelsen kan støtte sine medlemmer i sådanne situationer. For eksempel blev SiD idømt en bod på 20 millioner kroner, fordi Hardy Hansen offentligt udtalte, at HT burde fyre nogle chauffører, som nægtede at lade sig organisere - den såkaldte mundkurvsdom. Også i Ri-Bus-konflikten hang truslen om 'organisationsansvar' hele tiden i luften.
Derfor skal det arbejdsretlige system laves om, mener Hardy Hansen.
- Det stammer helt tilbage fra den gamle hovedaftale. Det må moderniseres - fagbevægelsen skal have mulighed for at støtte medlemmerne også i politiske kampe, såvel som i lokale konflikter, og så lønmodtagerne ikke tvinges til at gå fra hus og hjem på grund af bodssystemet.

'Det svier til os i dag i fagbevægelsen, at vi ikke tog kampen op, men indordnede os under højrevindene'
Men systemet er ikke det eneste, der står i vejen for medlemmernes kampgejst, mener Hardy Hansen.
- Fagbevægelsens topfolk vender i dag den anden kind til. Og indadtil bruger de kræfter på at værne om sig selv. I SiD har vi trods alt været åben for at også kommunister og SF har kunnet vælges til faglige tillidsposter. Men i mange andre forbund har de ledelsen skubbet mange progressive kræfter udenfor indflydelse. Gode folk, som ville være blevet valgt hvis det var medlemmerne der bestemte.
Hardy Hansen har det ikke godt med den 'udrensning' af ikke-socialdemokratiske faglige ledere, heriblandt mange kommunister, der fandt sted i starten af 90'erne.
- Historieskriverne på højrefløjen talte og taler om 'stalinisme'. Men det jeg kan sige for eget vedkommende - og det tror jeg også for alle andre venstreorienterede, det er at det de ville, var jo socialismen, et demokratisk samfund med hvor lønmodtagerne har indflydelse politisk og økonomisk og herredømme over egen arbejdssituation i stedet for som i dag, hvor det er kapitalen der styrer det hele.
- Det svier til os i dag i fagbevægelsen, at vi ikke tog kampen op, men indordnede os under de højrevinde, der blæste såvel efter Ungarn-krisen som efter murens fald. Her er det ikke tidligt nok blevet sagt, at vi vil stadig socialismen, et andet samfund, hvor det er lønmodtagerne der bestemmer. De mange, dem der lægger ryg til i produktionen.
- Men det er der jo ikke nogen der siger i dag. I hvert fald ikke så tydeligt, at der er nogen der hører det. Mogens Lykketoft har vist ikke sagt det på kongressen derovre. Tværtimod fjerner de deres kampmoral fra vedtægter og formålsparagraffer.
- Mogens Lykketoft snakker om at skaffe 15.000 flere arbejdspladser. Men der mangler 300.000 ekstra arbejdspladser for at få fuld beskæftigelse. Hvad er det for et budskab at komme med? Sådan kan man tage det ene eksempel efter det andet, og spørge: For fanden, kan man overhovedet se forskel på Anders Fogh og Mogens Lykketoft? - og SF er sgu ikke meget bedre. Og når man ikke kan det, så bliver almindelige mennesker, som ikke er så politisk bevidste, desillusionerede og tvivlrådige.
Trods den hårde kritik - så er du stadig socialdemokrat?
- Ja, jeg mener for det første man ikke kan vinde et valg og et regeringsskifte, hvis du ikke har et stort og stærkt Socialdemokrati. For det andet er der også nogen der skal skubbe til Socialdemokratiet. Grundholdningerne i befolkningen er jo gode - dermed ikke sagt, at grundholdningerne i toppen er tilfredsstillende. Og jeg ved der er mange socialdemokrater der har præcis de samme opfattelser som mig - og dem har jeg ikke syntes, jeg ville svigte. Og tidligere har jeg vel også kunnet skubbe lidt til toppen - nu er det jo minimalt.
- Når man laver sådan noget som forringelser af efterlønnen, af dagpengerettighederne, aktiveringen - hvor man har jaget ledige ud i alt muligt uværdigt lort - så får sådan en som Anders Fogh det let, når han fortsætter videre i det spor.
- I stedet for at dysse folk ned og foreslå lappeløsninger, så burde de sige: Vi vil have fat i alle disse afskrivningsregler, vi vil have fat i olie-milliarderne, i de multinationale selskaber som aldrig har betalt skat i Danmark, lægge skat på de arbejdsfrie indtægter...
- Så kunne du sagtens skaffe de der 50-75 milliarder kroner der skal til så velfærden kunne udvikle sig både på sygehus- og ældreområdet, folkepension og efterløn - det er jo en katastrofe med de lave satser på dagpenge og efterløn, som man reelt ikke kan leve en fornuftig tilværelse for.
- Der skal selvfølgelig et massivt folkeligt pres til at sikre en sådan udvikling. Men hvis der ikke er nogen der siger, at der er dén vej, man kan gå - så sker det jo ikke!

'Jeg sagde til mig selv: Nu har du brugt 30 år på at bygge op. Hvorfor så bruge otte eller 12 år til at bryde det ned igen?'
Efter sin afgang som forbundsformand blev Hardy Hansen valgt ind i Folketinget for Socialdemokratiet. Det blev kun til den ene valgperiode, så sagde Hardy stop.
- Det var mildest talt besværligt. Når jeg talte imod forringelser på for eksempel dagpenge og efterløn, så rystede de på hovedet og sagde: 'Er du ikke kommet over det stadium endnu?'. Jeg blev også holdt helt udenfor det arbejdsmarkedspolitiske område, fik ikke en eneste udvalgspost. Så det blev ved den ene gang.
- Jeg sagde til mig selv: Nu har du brugt 30 år på at bygge op. Hvorfor så bruge otte eller 12 år til at bryde det ned igen? Og så sagde jeg stop - jeg vil ikke være klassseforræder overfor mine egne kollegaer.
Efter sin afgang som forbundsformand, har Hardy Hansen også markeret sig som en overbevist EU-modstander, og kritikken af toplederne af hans eget parti, Socialdemokratiet, er ikke ligefrem blevet mildere. Hardy Hansen understreger, at det ikke er fordi han har skiftet holdning, men et udtryk for at han nu kan tale mere frit.
- Det er klart, at som forbundsformand skal du forvalte en eller anden 'gennemsnitsinteresse'. Jeg har selvfølgelig indadtil givet udtryk for mine holdninger - og jeg har da fået klø for det på mange hovedbestyrelsesmøder. Men det har jeg taget let på, fordi jeg vidste at jeg var i overensstemmelse med medlemmerne.
- Hvad EU angår, har det jo altid været et stort debatemne i SiD. Men jeg er helt enig med Torben Lund i, at forfatningstraktaten er en føderal stat minus fem procent, så den skal der siges nej til. Jeg har jo også i min tid som folketingspolitiker set, at allerede nu er 60-70 procent af de love, der bliver vedtaget i Folketinget, love der angår EU-tilpasning.
En af de helt store problemer er, at overenskomsterne er på vej til at blive lavet om til EU-aftaler, mener Hardy Hansen.
- Trods alle mangler så har fagbevægelsen været det redskab, der har sikret Danske lønmodtager nogle af verdens bedste forhold. Og jeg tror ikke et øjeblik på, at medlemmerne får lov til at stille kravene og stemme om resultatet i sådan nogle EU-overenskomster.
- EU er kapitalens redskab. Som jeg har sagt på kongresserne, så er det eliten, monopolerne, der bestemmer. LO-formanden Hans Jensen går rundt i en drømmeverden uden relation til virkeligheden, hvis han tror noget andet.
Men hvad skal vi efter et nej til unionsforfatningen - melde os ud?
- Det kan blive konsekvensen. Men der er måske også andre end os der melder fra. Og Danmark, Sverige og Storbritannien står jo stadig udenfor ØMU'en. Og det har jo ikke blot noget med den fælles mønt at gøre, men også med finansloven, med skattepolitik og socialpolitik.
- Fagbevægelsen har altid været de største internationalister, og har været det siden naverne rejste rundt i verden. Men derfra og til at overlade beslutningsprocessen helt til EU - det er at gå fra asken til ilden.

'I stedet for at vælge ledere ud fra hvem der taler bedst for sig, burde man vælge dem ud fra deres holdninger og erfaringer
I dag har akademikerne alt for meget at sige i såvel fagbevægelsen som Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, mener Hardy Hansen.
- Vi har ladet akademikerne overtage lederposterne. Der er en tendens til at man siger: Han eller hun taler godt for sig, og så vælge akademikere. Men de kender ikke de almindelige lønmodtageres problemer. I stedet for at vælge ledere ud fra hvem der taler bedst for sig, burde man vælge dem ud fra deres holdninger og erfaringer: Hvad står han/hun for?
Klare holdninger er alfa og omega, mener Hardy Hansen, og peger på dengang SiD satte penge af til en større kampagne mod Schlüter-regeringen i 80'erne.
- Da viste forbundet en klar holdning - og så stemte 70 procent af medlemmerne til venstre for midten! At vi blev taget alvorligt dengang, kan ses på, at der ikke gik et år, hvor Schlüter ikke havde SiD med i sine taler. Og at daværende justitsminister Ninn Hansen satte PET til at aflytte forbundets telefoner i '83.
- Så når der bliver taget politiske tiltag, så er medlemmerne med. Når man tager kampen op, så er de der. Det burde man nok holde sig for øje, også i dag...

Hardy Hansen blev født den 26 september 1933 i et arbejderhjem i Store Brøndum, syd for Aalborg. Faderen tjente penge blandt andet ved at lave seletøj og smørdritler, men blev boykottet af de lokale bønder da han var med til at stifte en fagforening, og måtte tage arbejde langt fra hjemmet. Hardys mor tog arbejde som kogekone.
Efter at være blevet konfirmeret blev Hardy landarbejder hos de lokale bønder. Men lysten til at se mere af verden fik Hardy til at søge ind på søfartsskolen i Svendborg, og efter at have fået sin søfartsbog tog han til København for finde hyre.
Det lykkedes ikke. I stedet fik Hardy Hansen arbejde først på De Danske Bomuldsspinderier i Valby, og senere i starten af 50'erne på metalfabrikken Poul Bergsøe i Glostrup Her blev han først tillidsmand for specialarbejderne, senere fællestillidsmand.
Hardy Hansen kom i fagforeningens bestyrelse i 1965, og året efter fastlønnet organisationssekretær i afdelingen. Han var her med til at bygge Fabriksarbejdernes Fagforening i Glostrup op fra en fagforening med et par tusind medlemmer til omkring 5000 medlemmer, indtil han blev forretningsfører i forbundet i 1975.
Hardy Hansen blev i 1977 kongresvalgt som gruppeformand for Fabrikgruppen, og i 1979 valgt til forbundsformand - en post som han beklædte intil han gik af på grund af alder i september 1996. Han er dermed den forbundsformand, der har beklædt posten længst efter stifteren, M.C. Lyngsie.
Hardy Hansen er gift med Anni, som han mødte for 25 år siden, og som han kalder for sin 'bedste politiske sparringspartner'. De har hver to børn fra tidligere ægteskaber. Og er stolte af, at de alle klarer sig godt, og ikke mindst politisk 'ligger til venstre for midten'.
Hardy Hansen deltager aktivt i den politiske debat. Han har for eksempel talt Bush, Blair og Fogh midt imod på demonstrationer mod krigene i Afghanistan og Irak, og dmonstreret mod regeringens nedskæringspolitik. Han er blandt meget andet også aktiv i ulandsprojektet 'Cykler til Senegal', og er en efterspurgt oplægsholder rundt omkring i fagforeningerne.