Med briternes tilbagetrækning bliver det indiske subkontinent delt i to stater. På den ene side selve Indien og på den anden Pakistan, der bliver dannet for at koncentrere den muslimske befolkning i ét land fordelt på to regioner: Vest- og Østpakistan. Øst-pakistan bliver senere en selvstændig stat - Bangladesh

Indien består af et utal af etniske, sproglige og kulturelle grupper. Alligevel er de i den antikoloniale kamp i stand til at udvikle en følelse af national enhed, som briterne ikke er i stand til at kvæle.
Efter selvstændigheden udformer Indiens premierminister Jawaharlal Nehru sammen med Sukarno, Nasser og Tito konceptet om politisk alliancefrihed for de lande, der kæmper for deres selvstændighed.
Samtidig udvikler han en udviklingspolitik baseret på den forestilling, at industrialisering ville skabe velstand. I løbet af få årtier gennemfører Indien store teknologiske fremskridt, der sætter det i stand til at sætte satellitter i jordkredsløb og i 1974 at prøvesprænge en atombombe.
Indien bliver dermed den første atommagt blandt de alliancefri lande.
Nehru dør i 1966 og efter et kort mellemspil, hvor Lal Bahadur Shastri er premierminister, bliver Nehrus datter, Indira Gandhi, udpeget til at følge i sin fars fodspor som landets leder.
Efter tre år som premierminister og magtkamp mellem hende og en anden Kongrespartileder, Morarji Desai, bliver hun i 1969 Kongrespartiets ubestridte leder. Selv præsenterer hun sig som sin fars efterfølger, som socialist og venstreorienteret politiker.
Indira Ghandi myrdes i 1981 af en sikh, som er i hendes livgarde. Sønnen Rajiv Ghandi bliver hurtigt indsat som leder af Kongrespartiet og bliver premiereminister. Han myrdes i 1991.
Begge mord har forbindelse til uroligheder mellem Indiens overvejende hinduistiske befolkning og sikherne, som udgør den største befolkningsgruppe i provinsen Punjab, som ønsker at løsrive sig fra Indien.