Fra Fidel Castro´s mindetale på Revolutionspladsen i Havanna den 18. oktober 1967

'Che var en uforlignelig soldat. Che var en uforlignelig leder.
Che var, fra et militært synspunkt, ekstraordinært modig, ekstraordinært aggressiv. Hvis han havde sin achilleshæl som guerillasoldat, så var det denne udstrakt aggressive kvalitet, hans absolutte foragt for fare...'
'Mesteren kan dø - specielt når han er virtuos i en kunst så farlig som revolutionær kamp - men det, der med sikkerhed aldrig vil dø, er den kunst, hvortil han hengav sit liv, den kunst hvortil han hengav sin intelligens...'
'Hans opførsel kan have været grundigt influeret af den idé, at mennesker har en relativ værdi i historien. Den idé, at en historisk sag ikke lider nederlag, når mennesker falder. At historiens magtfulde march ikke kan og ikke vil blive bragt til standsning, når ledere falder.
At dette er sandt, det er der ingen tvivl om. Det viser også hans tiltro til mennesket, hans tiltro til idéer, hans tiltro til eksempler.
Alligevel ville vi af hele vort hjerte ønske at se ham som en skaber af sejre, at se sejre skabt under hans ledelse; eftersom mennesker af hans erfaring, af hans kaliber, af hans virkelig enestående kapacitet ikke er almindelige.
Det er ikke let at finde en person med alle de dyder, som var kombineret i ham.
Det er ikke let for en person spontant at udvikle en personlighed som hans.
Jeg ville sige, at han er et af disse mennesker, som er svær at nå op på siden af og faktisk umulig at overgå. Men jeg ville også sige, at eksemplerne i mennesker som ham bidrager til fremkomsten af mennesker af samme støbning.
I Che beundrer vi ikke blot den kæmpende, mennesket i stand til at udrette storslåede bedrifter. Og det han udrettede - det faktum at han sammen med en håndfuld mænd rejste sig mod den herskende klasses hær, trænet af yankee-rådgivere, afsendt af yankee-imperialismen og støttet af alle oligarkierne i alle nabolandene - det udgør i sig selv en ekstraordinær bedrift...'

'Nye ledere vil dukke frem. Og menneskene, med de lyttende ører og de udstrakte hænder, vil behøve ledere, som dukker frem fra folkets rækker, nøjagtig som ledere er dukket frem i alle revolutioner.
Disse hænder vil ikke have en leder af Che's ekstraordinære erfaring og enorme evner på forhånd. Disse ledere vil blive formet i kampens proces. Disse ledere vil dukke frem fra rækkerne af de millioner af hænder, der før eller senere vil rækkes ud for at gribe våbnene...'
'Men når vi mindes Che, når vi tænker på Che, så tænker vi ikke grundlæggende på hans militære dyder. Nej! Krigsførelse er et middel og ikke et mål; krigsførelse er et værktøj for revolutionære. Den afgørende ting er revolutionen! Den afgørende ting er den revolutionære sag, de revolutionære idéer, de revolutionære mål, de revolutionære følelser, de revolutionære dyder...
Og det er på dette område - på idéernes område, på følelsernes område, på de revolutionære dyders område, på intelligensens område - at vi, ud over hans militære evner, føler det enorme tab, som hans død betyder for den revolutionære bevægelse.
Che er blevet et mønster på, hvordan mennesker skulle være - ikke bare for vort folk, men for folk overalt i Latinamerika. Che bragte revolutionær urokkelighed, revolutionær offervilje, revolutionær kampberedthed, og den revolutionæres arbejdsmoral til deres højeste udtryk.
Che bragte marxismen-leninismens idéer frem til deres friskeste, reneste og mest revolutionære udtryk.
Intet andet menneske i vor tid har bragt den proletariske internationalismes ånd til dens højest mulige niveau, som Che gjorde det. Og når i fremtiden der tales om et eksempel på en proletarisk internationalist, så vil dette eksempel - frem for ethvert andet - blive Che's eksempel.
Nationale flag, fordomme, chauvinisme og egoisme var forsvundet ud af hans sind og hjerte. Og han var rede til at udgyde sit storsindede blod spontant og umiddelbart på ethvert folks vegne, for ethvert folks sag...'

'Derfor: Efter aftenens bevægende højtidelighed - efter denne utrolige demonstration af mangfoldig anerkendelse, utrolig på grund af sin mangfoldighed, disciplin og ånd af hengivenhed, som viser at vort folk er et følsomt og taknemmeligt folk, der ved hvordan det skal hædre mindet om de tapre, som dør i kamp, og at vort folk anerkender dem, der tjener det... der viser folkets solidaritet med den revolutionære kamp, og hvordan dette folk vil hæve og for altid holde sine revolutionære bannere og principper højt hævet - lad os i disse erindringens øjeblikke løfte vor ånd med optimisme mod fremtiden!
Med absolut optimisme om folkenes endelige sejr. Og sige til Che - og til de helte, som kæmpede og døde med ham: Hasta la victoria siempre! -
For altid indtil sejren...!'

Fra Fidel Castro's mindetale på Revolutionspladsen i Havanna den 18. oktober 1967.