I går bakkede jeg ud af min indkørsel. Jeg kiggede til venstre. Der kom en Venstre-mand med et badge til støtte for Bush og Irak-krigen. Så kikkede jeg til højre, der kom heller ingenting.

af Anders Fenger
Vel nede i byen mødte jeg en gammel ven. Han pralede af, at have været 30 sekunder på tv. Nemlig under rulleteksterne efter TV-avisen. Han havde ryggen til. Men han var med.
Det betyder åbenbart noget at være 'på'. Sådan har de fleste tv-folk det også. Tænk på Hr. Reimer Bo, Mr. Perfect Morten Løkkegård, Henrik Skovgård og Claus Jessen. Det lyser ud af dem, at de er noget, at de er kendte, at de er i rampelyset.
Andre, som Jes Dorf, Trine Sick og Lene Jespersen, gør dog noget mere for at skjule deres linseliderlighed. Men de har den!
Er der mon noget om, at når man forelsker sig i sig selv, får man ingen rivaler...

Så er der de studieværter, der ikke er for kloge: Michelle Bellaiche forsøgte sig forleden i Irak-debatten på TV2. Hvor længe mon et menneske kan leve uden hjerne? Er der nogen, der ved, hvor gammel Michelle er?
Jes Dorf er så glad for kameraerne og sig selv, at han i forrige uge stillede op til underholdningsprogrammet 'Mit Sande Jeg'. Programmet overgår alt, vi tidligere har set af navlebeskuende tv.
Den ene studievært efter den anden optræder i de kulørte blade som Femina, Kig Ind, Se og Hor eller Billedbladet: Se Jes Dorfs vinkælder!
Studieværterne på tv-aviserne og Nyhederne på DR og Tv2 stiller som regel uendelig dumme spørgsmål til gæsterne i studiet - spørgsmål, der alle er himmelråbende naive. De må tro, vores intelligens er på højde med et børnehavebarns.

Indslagene og interviewene handler mange gange om ingenting. For eksempel er en ligegyldig meningsudveksling mellem Lykketoft og Anders Fuck Rasmussen hovedhistorie den ene gang efter den anden. Og hvor tit har du som seer ikke undret dig over, hvor tåbelige og ligegyldige indslagene fra Christiansborg er. Selv lidt partipolitisk smådrilleri er store nyheder.
Ofte 'glemmer' journalisterne, at der er en verden udenfor murene, at der er konsekvenser af politikernes handlinger. De ser bort fra, at der i virkeligheden er mere saft og kraft i at beskrive, hvordan beslutninger bliver taget i EU eller på direktionsgangene hos Mærsk eller European Roundtables mægtige pengefyrster. Christiansborg er og bliver et stempelkontor.

Måske skyldes journalisternes meget snævre optik, at de selv er blevet flettet sammen med eliten - både økonomisk, venskabeligt og politisk.
Hvis der er gæster i tv-studiet vælger studieværterne ofte mennesker, der er vant til at færdes i tv-verdenen. Tænk bare på spærreballonen Tøger Seidenfaden. Ja, og hvad med ex-venstresocialisten og vendekåben Ralf Pittelkow eller buddhisten Erik Meier Carlsen med de gråmelerede øjne. Alle har det samme forhold til mikrofoner som spædbørn har til brystvorter - de udløser automatisk, reaktionære mundbevægelser.

På tv gælder det om at formulere sig kort, klart og reaktionært.
Sammen med journalisterne og studieværterne er eksperterne med til at skabe en kunstig virkelighed, hvor de vigtigste spørgsmål for seerne simpelthen ikke bliver besvaret.
Og hvis virkeligheden derude slet ikke gør sig godt på billeder, hører vi slet ikke om den.
Det er jo vildt kedeligt at bringe de samme billeder af 20. 000 demonstranter på Slotspladsen, hvor de samme gråhårede arbejdere drikker øl. Nej, så hellere beskrive, at en eller landsbytosse i Dansk Folkeparti er blevet smidt ud af fru. Kjærsgaard.
Hvor interessant!

God weekend. Og husk at boykotte tv-showet til fordel for flygtningene i Irak. Først bomber vi nemlig de civile, for derefter at brødføde de overlevende. Hvor usmageligt. Send hellere pengene til Iraks hårdtarbejdende kommunister der kæmper for at skabe demokrati, eller send en 50'er til fredsbevægelsen i Danmark.