Den 18. marts 1871 gør Paris oprør og opretter et revolutionært folkestyre: Pariserkommunen. Bag det spontane oprør står arbejderne og småborgerskabet. Den sociale utilfredshed har længe ulmet i disse grupper.

De har ikke fået megen del i den økonomiske vækst under Napoleon III. Trods den stigende realløn og bedre levevilkår oplever de en forarmning i forhold til de andre samfundsgrupper, og den hurtige industrialisering medfører en proletarisering af brede lag - særligt i Paris hvor småhandlen og håndværket endnu er fremherskende.
Desuden har saneringen af bykernen under baron Haussmand skabt skarpe geografiske klasseskel. De folkelige lag bliver pressede ud mod byens udkanter i nord, øst og syd og oplever at de har mistet 'deres' by.
Årsagen til oprøret skal også ses i lyset af, at det politiske klima i Paris bliver skærpet og radikaliseret, efter at en moderat provisorisk regering til nationalt forsvar den 4. september 1870 har taget magten og genindført republikken.
Ved valget til ny nationalforsamling den 8. februar 1871 vælger Paris traditionen tro udelukkende republikanere og socialister, mens der på landsplan er et klart monarkistisk flertal.
De politiske modsætninger mellem Paris og provinsen bliver skærpet af, at nationalforsamlingen giver klassefjenden Thiers ledelsen af den nye regering, og kun midlertidigt accepterer den republikanske styreform.