09 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Til de danske soldater

Til de danske soldater

Tirsdag, 11. februar, 2003, 00:00:00

I Irak fandt man 12 tomme sprænghoveder - i USA står der 12.000 affyringsklare atomsprænghoveder

Åbent brev fra Annisette og Thomas Koppel

Til de unge, som er dømt til en tur i helvede.
Samtidig med det er dokumenteret, at kun syv procent af den danske befolkning støtter et angreb på Irak udenom FN, og kun 27 procent støtter en krig selv med FN godkendelse, har Anders Fogh nu omsider officielt tilbudt Bush dansk kanonføde: nemlig jer.
Kære unge danske, der nu ser lige ind i den gru det er at skulle myrde og lemlæste mennesker, der ikke har gjort een noget.
I de højere politikersnirkler 'debatterer' man nu hvad og hvem der skal sendes, som om de havde mandat til det. Det er jeres liv, jeres familie, jeres kommende børn de spiller bold med. Og millioner af uskyldige som jer - i Irak. I skal åbne døren for årtiers gemen vold, død, ødelæggelse over hele kloden. Social elendighed. Flygtningestrømme. Et globalt tyveri af råvarer, mennesker, miljø, liv.
A. P. Møller, Therma og andre danske krigsindustrier skovler allerede på forhånd milliarder ind på krigen. Almindelige mennesker kommer til at betale dyrt. Kloden kommer til at betale med nye miljøkatastrofer, der aldrig kan overvindes.

Politikerne debatterer, men de fortæller jer ikke det hele. Ikke engang det halve. Deres debat er deres uklædelige figenblad.
De fortæller jer ikke, hvad det virkelig går ud på. I skal ikke frelse verden fra 'massedestruktionsvåben'. Irak fik sine fra USA og Europa, og det skulle I ikke vide - så Bush snuppede Iraks rapport ud af hænderne på FN og rev 8000 sider ud. For der stod hvor våbnene kom fra.
Saddam Hussein var ikke den første der brugte gift i Irak. Det gjorde den engelske regering. Og ironisk nok - mod den kurdiske befolkning.
Flere på hinanden følgende amerikanske regeringer brugte kemiske våben i Vietnam. Flere af de nuværende krigshøge i Washington har stadig blod på hænderne derfra. Agent Orange blev sprøjtet ud fra amerikanske fly og forårsagede usigelige lidelser for Vietnams bondebefolkning.
Og Israel har masser af masseudryddelsesvåben og overtræder et utal af FN-resolutioner og internationale love hver eneste dag, til ubodelig skade for både det palæstinensiske og israelske folk og for os andre - uden at det får Bush, Blair, eller Anders Fogh til at sende en halv million mand derned eller erklære at ville snigmyrde Sharon. Tværtimod får han 15 millioner dollars hver eneste dag året rundt i bistandshjælp.
I Irak fandt man 12 tomme sprænghoveder. I USA står der 12.000 affyringsklare atomsprænghoveder. De seneste tilfælde af biologisk terror foregik i USA mod oppositionelle kongresmedlemmer, som fik breve med miltbrand - fra den amerikanske hærs lagre.
Lad den som er ren kaste den første sten mod Irak.

Selvfølgelig skal Iraks eventuelle massedestruktionsvåben væk. Men det skal massedestruktionsvåben i USA, England, Rusland, Frankrig osse. Frankrig skal ikke igen prøvesprænge på den stakkels sydhavsø Moruroa. USA skal ikke skabe endnu et Hiroshima. Og krig er ikke vejen. I tilfældet Irak er krigen selve målet.
De fortæller jer heller ikke, at mellem 125.000 og 400.000 amerikanske soldater fra den persiske Golfkrig 1991 nu har gennemgået 12 års fysisk og psykisk tortur efter at være udsat for 1) stråling fra amerikanske bomber med forarmet uran, og 2) den amerikanske modgift mod giftgas. Det er det såkaldte 'Golfkrigssyndrom'. Mange er døde. Mange har kræft og lidelser i hjernen. Og mange har fået børn, forfærdeligt deformeret af stråleskaderne. (se for eksempel fotos på www.ngwrc.org/Dulink/du_link.htm, og BBC's artikel news.bbc.co.uk/2/hi/health/1576776.stm)
De fortæller jer ikke, at store områder af Irak er spærret af for evigt. Strålingen damper først af om millioner af år.
De fortæller jer heller ikke, at et stort antal soldater fra Afghanistan er kommet hjem med sindslidelser, flere har slået kærester og overordnede ihjel. Skaderne skyldes, siger fremtrædende militære psykologer, konflikten mellem skammen over at myrde forsvarsløse mennesker og den amfetamin (speed), som soldaterne tvangsfodres med for at få de feje ordrer til at glide lettere ned. Det hedder sig, at amfetaminen er frivillig. Men det ikke er muligt at sige nej, da det er det samme som at desertere.
De fortæller heller ikke, at den amerikanske regering i fuldt alvor planlægger brug af egentlige atomvåben, sandsynligvis i de allerførste dage af det kommende angreb.

Når de snakker om jeres helteindsats for friheden, siger de ikke noget om, at tusinder af forsvarsløse irakiske soldater i 1991 blev bombet sønder og sammen på landevejene, som forinden var spærret af i begge ender, mens irakerne var på vej ud af Kuwait. Sammen med tusinder af udlændinge. De siger ikke, at tusinder af irakere, som desperat søgte ly i skyttegrave, råt og brutalt blev pløjet ned i ørkensandet af tanks med påmonterede plove, som endda kørte turen igennem to gange for at være helt sikker på at alle var hakket i småstumper.
Har nogen fortalt jer, at bombardementerne i de første dage af Golfkrigen satte Iraks vand-, elektricitets- og madforsyning, og kloakker helt i stå og skabte en fortvivlende situation som er blevet vedligeholdt i 12 år af FN-sanktioner under den amerikanske og engelske regerings pression? Næsten to millioner mennesker, heraf en halv million små børn, er døde af forurenet vand og mangel på medicin. I kan ikke blive helte ved at myrde irakere. De er i stor stil allerede myrdet.
Det drejer sig ikke om hvorvidt Saddam er diktator eller ej. Om frihed. Den amerikanske regering er ikke bekymret for diktaturet i for eksempel Kuwait. Latinamerikas lidelser i trekvart århundrede skyldes US-støttede diktatorer og US terror. USA's 'fredsamabassadør' i FN, John Negroponte, var engang drivkraften i dødspatruljerne i El Salvador og Guatemala. Og terroristerne blev uddannet på School Of The Americas' - i USA.
Bushs vicepræsident, Dick Cheney, stemte i den amerikanske kongres @mod et krav til Sydafrikas apartheidstyre om at lade den aldrende Nelson Mandela komme ud af fængslet.

Kære unge danske på vej til Mellemøsten:
Hele dette foretagende, som I sendes ud for måske at dø for, er dybt kriminelt. Irak har ikke angrebet eller truet Danmark, USA, England, eller nogen som helst. Det kaldes et 'forebyggende angreb'. Nürnbergprocessen, som alle vestens lande har tilsluttet sig, dømte nazi-krigsforbrydere til døden for krig under netop dette påskud: 'Forebyggende angreb'. Nu bryder de selv dette grundlag. Hvad bliver det næste? Et forebyggende angreb der skal forhindre et forebyggende angreb?
Tidligere US justitsminister Ramsey Clark har, ligesom den berømte juraprofessor Francis Boyle, opregnet grundlaget for en rigsretssag mod George W. Bush og hans ministre for overtrædelser af den amerikanske grundlov, Haagkonventionen, Nürnbergkonventionen og Genevekonventionen. (www. rise4news.net/impeach.html)
Anders Fogh Rasmussen og hans regering har nu gjort sig til medskyldige og forbereder - stik imod den danske befolknings klare ønsker - at gøre jer til kanonføde. Socialdemokratiet har gjort sig til medskyldige - de diskuterer størrelsen på ubåden men ikke Danmarks deltagelse - i fuldstændig modstrid med holdningen i befolkningen. Farvel socialdemokrati.
Der er ikke flertal i en eneste befolkning på kloden for denne krig. End ikke i den amerikanske. Millioner har allerede demonstreret. Og de millioner vil blive til mange millioner.
I USA er soldater- og veteranforeninger i hektisk aktivitet for at stoppe krigen og advare de nye unge om, at der intet heltemodigt er i dette, kun kriminel vold og mord. (se for eksempel www.veteransforpeace.org).
Sig nej! Tag ikke afsted. I kan nå det endnu - er I først dernede er det tusind gange sværere.
Kære familier til unge, der risikerer at blive sendt afsted: Lad det ikke ske! Sig fra nu, gør det højt og klart, og vær med til at afværge katastrofen.
Skriv til aviserne. Ring ind til radioerne. Forlang en folkeafstemning. Rigsretssag mod Anders Fogh! Få liv i jeres fagforeninger. Gå i de store demonstrationer 15. februar og tag alle venner og familie med. Tænd stearinlys i vinduet i aften for solidaritet og fred.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. feb. 2003 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:54

Nyheder