Dagbladet Arbejderen har talt med Anders Bondo Christensen, ny formand for Danmarks Lærerforening.
Du er kendt som tilhørende oppositionen i Danmarks Lærerforening. Vil fagforeningen nu ændre profil?
- Ja, det tror jeg. Vi vil få en klart skarpere profil og blandt andet komme med flere udmeldinger om, hvad vi vil med folkeskolen. Ligesom vi vil markere os mere markant i forhold til lærernes løn- og arbejdsvilkår.
Du har markeret dig imod Ny Løn. Kan vi nu forvente et opgør med Ny Løn?
- Ja, man kan i hvert fald forvente et opgør med Ny Løn, som vi kender det i dag. Vi vil have ændret den interne konkurrence, der er organisationerne og de ansatte imellem.
På hvilke områder vil du gøre en forskel i forhold til den afgående formand Anni Herfort Andersen?
- Jeg har et bud på langt de fleste udfordringer, som Danmarks Lærerforening står overfor. En af udfordringerne er den ny arbejdstidsaftale. Vi skal ikke sidde og vente på, at andre kommer med et udspil, men selv komme med forslag.
Hvad er din holdning til regeringens snak om kvalitetsløft på folkeskoleområdet?
- Det er deprimerende, at de på Christiansborg sidder og forhandler en reform på baggrund af en dårlig økonomisk aftale med kommunerne. Det er trist, at visionerne ikke er større med hensyn til den danske folkeskole.
Hvordan vurderer du de igangværende forhandlinger om et nyt folkeskoleforlig, og hvordan tror du, at forhandlingerne ender?
- Det har jeg svært ved at spå om. Jeg håber det bedste, men frygter det værste. Jeg håber på, at der stadig er så meget besindelse blandt politikerne på Christiansborg, at man afstår fra at indføre niveaudelt undervisning fra 1. klassetrin. Og at man fastholder, at der skal være kvalificerede lærere til at varetage undervisningen.
Eksternt link: www.dlf.org - www.folkeskolen.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278