I 1878 tog den franske kvinderetsforkæmper Maria Deraismes sammen med en del andre ligesindede kvinder initiativet til ´Internationalt Kongres for Kvindens Rettigheder´.

På kongressen, som blev holdt i Paris, var også to arbejderkvindeorganisationer til stede, men deres tilslutning var forholdsvis lille. Tiltaget blev alligevel permanent og frem til 1912 blev der afholdt 13 kongresser.
Kongresserne fik officiel status i 1907 efter at have været halvofficielle i en periode. De afspejlede, hvilke krav kvindebevægelsen rejste og viste, at arbejderkvinderne var med.
De centrale krav var familie- og ægteskabsretlige reformer, lige uddannelse for kvinder og mænd, kortere arbejdstid, organisationsret og fulde faglige rettigheder, ret til faglig uddannelse og lønarbejde samt lige løn for lige arbejde.