Colombia og Chile - de studerende viser vejen
Colombia og Chile - de studerende viser vejen
International debat i Studenterhuset på lørdag.
I 2011 startede en bølge af studenterprotester over hele Latinamerika. I Colombia blev regeringen tvunget til at afblæse en ny lov om privatiseringer, efter at over en halv million studerende gik på gaden.
I Chile blev protesterne starten til en alliance mellem fagbevægelsen og de studerende. For nylig præsenterede regeringen et forslag til uddannelsesreformer, som blev afvist af de kæmpende studenter. Kampen drejer sig ikke længere kun om enkelte reformer, men om et helt nyt system.
Hvad kan vi i Danmark lære af de latinamerikanske bevægelser? Hvordan mobilisere tusindvis af unge og tvinge regeringen til forhandlingsbordet? Hvordan bevare kampviljen efter en sejr – eller et tab?
Det er baggrunden for et debatarrangement på lørdag i Studenterhuset i København, som Latinamerika-Akademiet står bag.
Latinamerika-Akademiet er et samarbejde mellem Internationalt Forum, Enhedslisten og 3F.
Oplægsholderne er:
* José Ancalao fra CONFECH, Chiles Studenterforbund, som står i front for de massive studenterprotester i Chile. Hans overskrift er: "Hvad vi vil have er et helt nyt system."
* "1 - 0 til de studerende", hedder et indlæg fra Miguel Martes Ortega, FEU, Colombias Forbund af Universitetsstuderende, som spiller en hovedrolle i studenterprotesterne i Colombia.
* Kasper Bjerring fra Studenterrådet ved RUC, Danmark: "Stop for SU-forringelser og andre kampe".
* Victoria Risbjerg fra Fremtidsfighters vil tale om: "Faglig kamp på gaden".
"Kan studenterprotester forandre samfundet?" Det spørgsmål er sat til debat i den sidste times tid af konferencen.