29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hjemløse indtager Nytorv

Hjemløse indtager Nytorv

FN's fattigdomsdag markeres i dag i København af hjemløseorganisationer.

17 okt 2012

Det er i dag FN's fattigdomsdag. I Danmark er fattigdomsdagen i folkemunde omdøbt til hjemløsedagen. Det er dagen, hvor organisationer, der støtter hjemløse, sætter fokus på de hjemløses situation i Danmark.

- I år er temaet for Hjemløsedagen ”udenlandske hjemløse”. Vi ønsker at sætte fokus på de udenlandske hjemløses vilkår i Danmark, men også i et europæisk perspektiv, siger Gitte Frydensbjerg, koordinator for Hjemløsedagen.

Nytorv vil være omdannet til en markedsplads, hvor en lang række frivillige organisationer, der i det daglige arbejder med udsatte mennesker, inviterer til dialog og samvær.

Et af dagens højdepunkter er uddelingen af årets hjemløsepris. Hvem den tildeles, afsløres først på arrangementet.

Årets hovedtalere er formand for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, som vil give et europæisk perspektiv på årets tema, og forstander for Kofoed Skole og formand for Socialpolitisk Forening, Robert Olsen, som vil give et nationalt perspektiv på samme tema.

Traditionen vil der blive holdt et minuts stilhed, når gadepræst Mia Rahr Jakobsen holder andagt for de hjemløse, der er døde i årets løb. Venner og pårørende vil kunne skrive hilsener på en mindetavle, der stilles op ved scenen.

Dagen byder også på musik og sang. Hjemløsekoret synger, der er rock med Kim Larsen Jam ved Peter Philipsen og yderligere et musikalsk indslag ved Folkeklubben.