08 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Spekulantambulancen

Spekulantambulancen

Krisen kradser i Europa. Der er kommet kraftigt fokus på euroen. Folk går hvileløse rundt. De savner deres arbejde, og de mangler lønnen. En del er sat på gaden, fordi de ikke kunne betale huslejen. Flere og flere sulter.

1 af 1

Kreditvurderingsfirmaet Moodys har fastholdt Spaniens kreditværdighed lige over niveauet "junk"– kaldt "Baa3" med tilføjelsen "negative udsigter". Det andet firma Standar & Poor's lagde sig på samme niveau i sidste uge. Det er kaldt for en "positiv overraskelse" i finanskredse.

Det er naturligvis ret så væsentligt, at Den Europæiske Centralbank har erklæret, at den er parat til ubegrænsede støtteopkøb af spanske obligationer. Og det er blot et spørgsmål om uger inden Spanien henter sin hjælpepakke i EU. Hvad er det for euroer, de spiller med?

Der er god plads på motorvejene til at køre euro'erne til Madrid. AP-42 er død. 80 kilometer mellem Toledo og Madrid med asfalt med hvide striber uden en bil. Firmaet, der ejede motorvejen, er gået ned. Når folk ikke har penge og arbejde, vælger de andre veje for at undgå at betale de 50 kroner. Spanien har 21 private firmaer, der står for betalingsvejene. Fem er gået ned, og ni andre er i store problemer.

I forstæderne kommer de forbi store byggemodnede områder, store infrastrukturanlæg, halvfærdige og tomme bebyggelser. EUs strukturfondsmidler og andre gysser har været med til at skabe rammevilkårene for den private spekulation, som er den egentlige grund til, at der er milliarder af euroer på vejen til Madrid.

Længere fremme går folk hvileløse rundt. De savner deres arbejde, og de mangler lønnen. En del er sat på gaden, fordi de ikke kunne betale huslejen. Flere og flere sulter.

Det er ikke dem, euroerne skal hjælpe.

Der er god plads på motorvejene. Når folk ikke har penge og arbejde, vælger de andre veje for at undgå at betale de 50 kroner.

Længe inden krisen slog til i Wall Street, da Lehmann Brothers gik ned, blinkede advarselslamperne over Spanien. Et nationalt initiativ omfattende 600 regionale grupper, fagforeninger, politiske grupperinger slog alarm. De henvendte sig direkte til EU for at advare mod den vilde spekulation i landet og mod det korrupte politiske system.

Enhver kunne se at det var helt vildt, at der på 20 år var bygget 10 millioner boliger, der fordoblede boligtallet til 20 millioner. Byerne og regionerne havde byplaner for 20 millioner boliger yderligere. På det tidspunkt var der tre millioner tomme boliger i landet. 

De 600 grupper vendte sig mod byudviklingens asociale karakter, for det var ikke by, man lavede, men en privatisering af store landområder. De nye bydele var indrettet til isolerede liv og shopping i indkøbscentre. Byerne blev lavet til spekulanterne, der kastede sig ud i det ene '"projekt" efter det andet. Spekulantblokken var magtfuld, for den bestod af de store politiske partier, ejendomssektoren, bankerne, retsvæsenet, internationale investringsfonde, mafiaen og turismeindustrien. Lehmann Brothers var med i projekter i mange sydeuropæiske byer.

De 600 meddelte EU, at "Spekulation i byudvikling i Spanien er et europæisk problem." De ønskede et moratorium, der stoppede vanviddet. Også de ekstravagante infrastruktur anlæg skulle indstilles. Der var ikke brug for boligerne og spekulationen drænede "den sunde økonomi". Spekulationen skabte et perverst investeringsmiljø, hvor produktion og normal business kom i anden række. Man bad EU om at stoppe eller genoverveje EU-finansiering af blandt andet infrastrukturprojekter. Samtidig blev der advaret mod de store partier, som var langt nede i lommerne på hele menageriet.

Advarslen var klar og argumenterne blev stablet med skove af kraner.

Alligevel ser vi, at folk bliver sat ud af deres boliger, fordi der er for mange tomme boliger. De tilhører stadig bankerne. Og det er bankerne, der skal reddes. Bankerne - spanske, tyske og franske - er forbundne kar. Alle har noget i klemme. EU-blokken kommer bankblokken til hjælp.

De bredeste lag i Spanien er afskåret fra demokratisk kontrol. Seperatismen er voksende, selvom korruption og spekulation har centret i regionerne. De 600 talte for et nationalt politisk indgreb mod spekulationen. Og hvad fik de? De fik blandt andet Luis de Guidos som finansminister. Fra 2006 til kollapset i 2008 var han Lehmann Brothers top-mand for bankaktiviteter i Spanien og Portugal. Som i USA er Bank- og finanssektorens folk krøbet helt ind i regeringernes hjerte. Og hvor de ikke er dét, har deres tænkning sat sig i hjernerne. Det er det, der får danske partiledere til at sige, det helt omkostningsfrie - "finansskatten skal være global."

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. okt. 2012 - 14:53   19. okt. 2012 - 16:06

Ugen der gik

af Sam