Vi vidste det ikke. Det kom bag på os, eller det kom udefra. Det er små indskud, som i de sidste par år er sat ind mellem hver anden sætning fra den regerende elite. Det er en måde at gøre sig uansvarlig på, for hvad man ikke ved, har ingen ondt af.

"Vi vidste det ikke" er en fortrængningsmekanisme, når noget ubehageligt skal skubbes væk. Noget, der er uvedkommende eller måske for ubekvemt. Som vi ved, er det ikke nogen ny opfindelse.

Daværende Løkke-regering – især Hjort Frederiksen – vidste ikke at krisen var på vej i 2008. Der var angiveligt intet i sol og måne, der tydede på at festen ville stoppe. Alt gik op! Alle med lidt erfaring vidste dog godt, det kun ville være sådan, indtil det gik ned.

Alle har nu set hvad Løkke Rasmussen mener, når han taler om erhvervslivets rammevilkår.

I ugens løb kom Bankpakke 2 i søgelyset. Danske Bank og Nordea fik pillet en passage ud af aftalen i løbet af den sidste forhandlingsnat. Det blev nogle dyre linjer for statskassen. Indtil videre har det kostet nogle tocifrede milliardbeløb. Til gengæld var bankerne tilfredse. Alle har nu set hvad Løkke Rasmussen mener, når han taler om erhvervslivets rammevilkår.

Det var et røveri, som blev legitimeret med "Vi vidste det ikke". Nationen måtte reddes fra banken. Men ak, det er, som om det er ligegyldigt, om de ansvarlige ved noget eller ej. Det er jo noget vi ved!

Klimaet er under hastig udvikling til det værre. På attende år møder politikere, embedsmænd, eksperter og non-profits op et nyt sted i verden for at tale klima, mens hullet i ozon-regnskabet vokser og vokser. Alt tegner til, at det kritiske punkt – the tipping point – for temperaturstigning på to grader vil være nået i 2028. Niveauet for udledning er 14 procent højere, end det burde være.

Det er alarmerende. Ikke mindst i betragtning af, at meget lidt trækker den gode vej. Vi ved, at den økonomiske krise har sat de fleste regeringers klimapolitik i bakgear. USA satser massivt på indvinding af skiferolie. Mærsk satser på olie som en hovedprioritet, og måske er der også skifergas i Jyllands undergrund. Grønland og omegn har store olieforekomster. Kina, Indien og en lang række lande vil øge energiforbruget markant i lang tid fremover.

Vi ved om klimaet, at konsekvenserne vil være uoverskuelige. Ifølge Verdensbanken vil vi i 2100 nå en opvarmning på fire grader. Det er en stor stigning, der skaber turbulens og forskydninger og tab i økosystemerne. Havene vil stige med en meter mere end hidtil forudsat.

Vi ved, at vækstøkonomien kommer under et ekstra pres, fordi de afledte omkostninger på grund af klimaændringerne vil sluge mere end væksten. Den økonomiske krise bliver permanent. I forhold til proportionerne virker al snak om "grøn økonomi" en smule tragisk i denne sammenhæng.

Vi ved, at det er jævne folk, der bliver ramt. Fødevareforsyningen bliver ødelagt. Og den økonomiske dynamik bliver svækket.

Vi ved, at klimaet – lige så lidt som økonomiske kriser – kan overlades til eliten og dens regeringer.

COP18 startede i ugens løb i Qatar. På hjemmesiden flasher værterne en lille sejr: "96 percent cut in paperuse on conference!" Ok, fint. Men så er vi også i småtingsafdelingen. For eksempel når Qatar ligger i top, når det gælder forurening med olie og gas.

Som de foregående klimakonferencer - men med stigende klarhed - sætter COP18 fokus på en vigtig viden. Vi ved, at klimaet – lige så lidt som økonomiske kriser – kan overlades til eliten og dens regeringer.

Vi ved også, at det alt sammen må have politiske konsekvenser for de folkelige bevægelser og deres strategi. Der må tages vidtgående beslutninger i forhold til de samfundssystemer, der bærer den handlingslammende elite.

Vi ved ikke helt hvordan, men der er en del i gang derude, der kan bygges på og skaleres op. Vi ved, det må gøres.

Vil det ikke være ubærligt, hvis de folkelige bevægelser og progressive partier om ikke så mange år kommer til at gentage det "Vi vidste det ikke", som vi ikke kan holde ud at høre fra de borgerlige politikere?