Justus Lipsius-bygningen i Bruxelles lagde torsdag og fredag lokaler til EU's stats- og regeringschefer, der mødtes igen i Det europæiske Råd. På EU-topmødet i oktober udskød de en række beslutninger til december. Meget tyder på, at en del bliver skubbet videre ind i det nye år, og derfra til de efterfølgende og endnu mere nye år.

Krisen, som er mest akut i Sydeuropa, er en svær og ubehagelig nød, ikke mindst fordi den blot er en del af et langt mere omfattende krisekompleks. Da var det langt mere fornøjeligt for mange af lederne, da de i mandags var i Oslo for at hente Nobels Fredspris. Dét var et halmstrå, der gav et frirum til at fabulere frit over, hvad EU i virkeligheden går ud på: EU som fredens projekt. Vi får se.

Panikken i EU er udmøntet i planer om etablering af det europæiske banktilsyn for 6.000 banker under Den europæiske Centralbank . Fokus er stramninger på landenes budgetter, sådan som den neoliberale politik er stadfæstet i traktaterne. Landene skal nu forpligte sig til en kontraktligt EU-godkendt finanspolitik. Dertil er der mange planer om udenrigspolitik og nye centraliserende strukturer. EU balancerer på æggen mellem integration og opløsning.

EU er mere og mere tydeligt en fodslæbende og reaktionær konstruktion

EU er ikke et folkeligt projekt, og kan aldrig blive det. EU er langt fra de folkelige behov og meget langt fra den moderne verden. EU er mere og mere tydeligt en fodslæbende og reaktionær konstruktion, som står i vejen for andre operationelle politiske strategier.

Alligevel forsvarer EU et samfundssystem, der ikke har fremtiden for sig. EU er ikke en løsning på den håndfuld kriser vi står med, men forstærker dem.

Økonomisk krise er uundgåelig i en vækstbaseret økonomi. Det er en tommelfingerregel, at det er nødvendigt med en årlig vækst på tre procent for at holde krisen fra døren. Den pressede økonomi fører til mere spekulation, som har lænset borgerne i EU for foreløbig 4.500 milliarder euro siden krisen i 2008. Det kan mærkes og det bliver ved!

Naturkrisen er sat på spidsen i forhold til klima. COP18 løb stille ud i sandet i Qatar i sidste uge. Der sker intet. Mens videnskabelige rapporter, FN's klimapanel, Verdensbanken og andre konstaterer at klimaet udvikler sig værre end frygtet, skruer regeringerne ned for klimamål. Den danske klimaminister Martin Lidegaard kalder selv Danmark for "duksen".

Men er der noget at have det i, når Danmark, hvis udledningerne fra de produkter, vi forbruger, bliver regnet med, stadig har en vækst i CO2 udledningen? Klimaomkostningerne vil æde en større og større del af bruttonationalproduktet og dermed af væksten. De etablerede politiske systemer kommer ikke med en løsning!

Social krise og klassepolarisering er en konsekvens af økonomi og den førte politik. I alle lande vokser polariseringen, og store grupper lukkes ude af samfundet. Problemerne vokser konstant. Ikke blot i Sydeuropa, men i lande som Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Ungarn, Danmark med videre. Der er ingen udsigt til at denne udvikling vender, fordi den også er koblet til globale strukturændringer.

Udviklingskrisen er tydelig i et samfund, der mere og mere er indrettet på at løse økonomiske kriser og opretholde faldefærdige systemer i stedet for at udvikle netop samfundet. Produktionsforholdene hæmmer og deformerer de faktiske produktivkræfter, der slumrer i videnskab og borgere, der ikke får anledning til at bruge deres talenter.

Demokratikrisen er åbenlys i EU, men er i samfundene generelt, fordi deformation af styreformer og den politiske offentlighed, har ført til et "demokratisk underskud" samt en forskydning af magten til markedet og individualisering.

Dette krisekompleks findes ikke blot i EU, men nok så meget i og for de nationale regeringer.