Nye tal fra Beskæftigelsesministeriet, der viser, at op mod 23.000 arbejdsløse vil miste deres dagpenge i første halvdel af 2013, får fagbevægelsen til at kræve ændringer af dagpengereglerne.
Oprindeligt beregnede ministeriet, at mellem 7.000-12.000 arbejdsløse var i fare for at falde ud af dagpengesystemet. Nu lyder skønnet på mellem 17.000-23.000 personer.
- Fagbevægelsens skøn over tallet af mennesker, der mister dagpengeretten, har hele tiden været markant højere end ministeriets. Men når nu ministeriets egne tal viser, at det her problem er langt større, end regeringen havde forudset, burde det give anledning til, at regeringen genovervejer dagpengereformen, siger Dennis Kristensen, FOA’s forbundsformand.
De nye dagpengeregler trådte i kraft ved årsskiftet. Reformen skærer dagpengeperioden ned fra fire til to år og kræver samtidig et helt års sammenhængende arbejde for at genoptjene retten til dagpenge, hvis man er røget ud af systemet.
Nu forsøger fagbevægelsen at lægge pres på regeringen for at få den til at genoverveje genoptjeningskravet.
- I LO står vi fortsat fast på, at det vil være en fordel at se på genoptjeningskravet og reglerne om supplerende dagpenge, siger formand Harald Børsting.
Samme toner lyder fra Bente Sorgenfrey, formand for hovedorganisationen FTF.
Men det er ikke nok at ændre på dagpengereglerne, lyder det fra fagbosserne, der efterlyser “varige løsninger”, som supplement til akutpakke og akutjob.
- Tiden må være inde til, at regeringen inviterer arbejdsgivere og lønmodtagere til en diskussion om en samlet holdbar reform af hele beskæftigelsespolitikken og dagpengesystemet, hvor mistænkeliggørelse og kontrol af de ledige og nytteløs aktivering erstattes af reel jobformidling, jobskabelse, kompetenceudvikling og tryghed, mener Dennis Kristensen.
På trods af udsigten til at dobbelt så mange, som først beregnet, snart mister dagpengene har beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) ikke umiddelbart tænkt sig at ændre på dagpengereformen, udtaler hun til politiken.dk.
Men ministeren kan nu se frem til aktiviteter fra faglige græsrødder.
Faglig Tillid, der før hed Tillidsmandsnetværket i København, har netop sendt invitation til et møde den 23. januar.
- Hovedtemaet er, hvordan vi som faglige kan bekæmpe arbejdsløsheden og den sociale duming, som rigtig mange nu kommer til at opleve. Der er behov for et modsvar fra fagbevægelsen. Fra aktive medlemmer og tillidsvalgte, som har virkeligheden tæt inde på kroppen, hedder det i indkaldelsen.
Mødet skal give overblik over de mange initiativer, der har været og er i gang. Initiativer, der rækker fra underskriftsindsamling for at få ændret dagpengereglerne, over “fald-aktioner” på jobcentrene til det mere satiriske af slagsen, der tilbyder at fryse de arbejdsløse ned, til der igen bliver brug for dem.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278