29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Modkraft inviterer venstrefløjen til fest

Modkraft inviterer venstrefløjen til fest

Støttefest for venstrefløjens netavis Modkraft på Bolsjefabrikken i København.

Et medlem af dj-gruppen SlutCore Crew.
1 af 1
02 mar 2013

Holdet bag hele venstrefløjens netavis inviterer lørdag den 2. marts læsere, venner og nysgerrige til et koncert- og festarrangement ud over det sædvanlige på Bolsjefabrikken, Ragnhildgade 1 i København.

Frivillige aktivister fra nogle af byens vildeste udenomsparlamentariske organisationer langer billige øl og lækre drinks over bardisken, mens scenen er reserveret til tidens mest progressive og dansevenlige bands og dj's.

Partycrewet »Laila« dekorerer og pynter de slidte fabrikslokaler med balloner og overraskelser, mens topshots fra Modkrafts fotografer vil forvandle væggene til et bål af demonstrationsnostalgi og sanseindtryk.

Aftenen er sammensat sådan, at man inden midnat kan man opleve live soul-, rock- og folkemusik i cafeen, mens de sene timer er sat af til natklubstemning, dancehall, pop og rave.

- Vi ønsker at skabe en fest, hvor alle, der føler sig som en del af venstrefløjen, vil føle sig velkommen og bruge en aften på at fejre alt det, vi har til fælles, danse og diskutere, fortæller journalist og nyhedsredaktør på Modkraft, Rune Eltard-Sørensen.

Dørene åbnes klokken 20, det første band går på klokken 20:30. Festen varer til klokken 04. Entreen er 40 kroner, alt overskud går til driften af Modkraft.

Kvinder med attitude vil være i centrum: Bag dj-pulten og på scenen står det feministiske KaPow Collective, queer-pionererne SlutCore Crew, de maximalistiske futurister fra SlumBlogMillionær og den politiske reggaerapper Wendy Wonder.

Også aftenens to andre live-bands - den legendariske folkemusikgruppe Familieorkesteret og rock-soul konstellationen Miss Cherry Wilde & the Boogie Boys - har kvinder i front.

- Modkraft ønsker at give rum til de kunstnere, der går forrest i kampen for at ophæve undertrykkende normer, traditionelle kønsrollemønstre og ubevidste vaner, siger Rune Eltard-Sørensen.

I baren kan du møde aktivister fra grupperne Queer Jihad, Stop Udvisningerne, Boykot G4S, Free Gaza Movement, Crisis Mirror, Socialistisk UngdomsFront og Antifascistisk Aktion.