Årets CPH PIX var en festival med mange spændende arrangementer og filmoplevelser men efterlod også et noget mat helhedsindtryk. Den har ikke været så offensiv i forhold til at gøre opmærksom på sig selv, og de opsigtsvækkende eller debatskabende begivenheder er stort set udeblevet.

Til sammenligning havde sidste års meget roste søsterfestival, CPH DOX, langt større gennemslagskraft. Den var ikke til at komme udenom hverken i medierne eller i gadebilledet. 

Låner af lillebror

Men det er nok sværere for en spillefilmfestival at markere sig for tiden, hvor dokumentarfilmen er gået fra at være spillefilmens usexede lillebror til at være frisk og hip. En stor del af dokumentarfilmens nyfundne momentum skyldes, at den udover at tage afsæt i den autentiske virkelighed i stigende grad låner spillefilmens virkemidler.

Set i det lys er det påfaldende, at årets PIX i høj grad har programsat spillefilm, der låner fra det dokumentariske. Der sker i øjeblikket en udveksling, hvor dokumentarfilmen låner det syntetiske fra spillefilmen, og spillefilmen låner det autentiske fra dokumentarfilmen.

Man ser denne autencitetssøgende tendens flere steder i programlægningen; navnlig i Ulrich Seidls Paradis-trilogi og i de film, der var nomineret i hovedkonkurrencen, New Talent Grand Prix. Programmet bugner med minimalistiske og socialrealistiske film forankret i genkendelige og virkelighedstro miljøer.

Det har både været godt og skidt, for selvom flere af filmene isoleret set har været fremragende, kommer man i længden til at savne noget temperament og fandenivoldskhed. Man længes efter, at instruktørerne udfordrer filmsproget og går lidt mere amok.

Modsvar til dokumentarismen

Andre dele af programmet modsiger dog den dokumentariske tendens. For eksempel filmnørdernes serie, "Reworked", hvor store instruktører som David Lynch og Gus van Sant er vendt tilbage til egne og andres værker for klippe dem om til alternative og originale kunstværker, og den radikale "Front Runner"-serie, der har budt på hele to film af den amerikanske art house-instruktør, Harmony Korine, nemlig The Fourth Dimension og Spring Breakers.

Sidstnævnte er et syretrip af en ungdomsfilm, der ligger lysår fra de velmenende og pædagogiske genrefæller, vi kender fra Danmark. Som James Francos karakter, gangsteren Alien, siger: "Everybody's always telling me: "Do the right thing." I wanna do the wrong thing!". Og det gør han så sandelig, flankeret af fire teenagepiger, der har røvet en diner for at skrabe penge sammen til at fejre spring break - et amerikansk fænomen, der mest minder om, når danske unge tager til Sunny Beach - med rigeligt af sex, vold og stoffer.

Korine har gjort den genistreg at hyre de uskyldsrene barnestjerner, Vanessa Hudgens og Selena Gomez, der er kendt fra hver sin Disney-succes, henholdsvis High School Musical- og Wizards of Waverly Palace-serierne, til de amoralske hovedroller. Det er en fryd at se den dårlige smag blive taget til nye avantgardistiske højder i denne fabulerende farveeksplosion, som er modsætningen til den beherskede minimalisme, der kendetegner filmene i festivalens hovedkonkurrence.

Magisk middagselskab vinder hovedprisen

Det blev The Strange Little Cat af schweiziske Ramon Zürcher, der vandt juryens gunst samt €15.000 til fremtidige projekter i hovedkonkurrencen, der udelukkende består af debuterende instruktører. Den slog dermed andre stærke film som den danske gangsterfilm, Nordvest, det franske fængselsdrama Ombline, og den kazahkstanske teenage-thriller Harmony Lessons.

Zürchers film er på flere måder den helt rigtige vinder. Dels er det den mest grænsesøgende af alle de asketisk minimalistiske film. Og dels er den simpelthen det reneste og mest helstøbte kunstværk i feltet. Man er ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at kunstneren bag ved hvad, han laver.

Jeg beklager på forhånd, at jeg kommer til at afsløre hele handlingen: En familie gør klar til at holde en middag, hvorpå de holder denne middag. Nogenlunde sådan kan historien opsummeres. Nu vi er ved det, kan jeg lige så godt røbe de mest dramatiske begivenheder: En pære sprænger. Onklen får pølsefedt på skjorten. Datteren skærer sin finger. Det bløder lidt.

Det lyder nok ufatteligt kedeligt men er det overhovedet ikke, for Zürcher formår at skildre hverdagens små fænomener, så de fremstår magiske og poetiske.

Det er som et filmatiseret stilleben-maleri. De smukke billeder fastholder blikket, selvom motiverne ofte er noget så mondænt som et glas mælk eller en skrællet appelsin.

Personerne er også spændende at kigge på og lytte til. Ikke fordi de er specielt usædvanlige, men tværtimod fordi de er genkendelige og troværdige, nå ja, og så måske en anelse mere karismatiske end de fleste. Det er jo stadig en film.

En smuk og varm lille perle skabt af et særdeles lovende talent.

Østrigsk armod på dansk visit

Årets vel nok største bedrift for programlæggerne er, at de fik lokket den østrigske mesterinstruktør, Ulrich Seidl, til byen med sin formidable Paradis-trilogi fra 2012, som består af filmene Paradis: Kærlighed, Paradis: Tro og Paradis: Håb, der havde premiere på henholdsvis Cannes, Venedig og Berlin filmfestival. PIX er den første festival, der har præsenteret trilogien i sin helhed.

Udover at Seidl selv var tilstede ved flere af visningerne for at fortælle om filmene, lagde Cinemateket hus til en såkaldt masterclass, hvor den 60-årige alvorsmand (med assistance fra en yderst effektiv tolk) gav de fremmødte indblik i sine arbejdsmetoder.

Her fortalte han om sin dokumentariske tilgang, som blandt andet indebærer en lang periode med research og casting, hvor han tager sig god tid til at lære sine skuespillere at kende. Ofte bruger Seidl amatører fremfor professionelle, og han kan sågar finde på at filme scener med folk, der ikke aner, at de medvirker i en spillefilm.

Han skriver sine film sammen med sin kone, men manuskriptet er kun et udgangspunkt, og mange af scenerne er ren improvisation. På den måde muliggør han, at et stykke virkelighed, som man ikke kan skrive sig til, kan udfolde sig foran kameraet, og dermed kan filmen opnå en højere grad af autencitet.

Ikke en hyggespreder

Seidl er ikke ligefrem nogen hyggespreder. Den altid kontroversielle herre har gjort det til sit varemærke at udstille menneskets mindst flatterende sider; de ydre såvel som de indre. Hans film er befolket af ensomme og usunde personer, bedragere, fanatikere og afvigere af enhver art.

Paradis-trilogien er et godt eksempel - Paradis: Kærlighed handler om den overvægtige, midaldrende Teresa, der rejser til Kenya som sexturist, Paradis: Tro følger hendes nyreligiøse og masochistiske søster, Anna Maria, hvis tilbedelse af Jesus når seksuelle dimensioner, og i Paradis: Håb bliver Teresas 13-årige datter, Melanie, håbløst verliebt i den 44-årige læge på fedme-campen.

Som man nok kan høre, er Seidls film ikke for de ømskindede, men det er ikke ren elendighed og sortsyn det hele. For Seidl er lige så meget humanist som misantrop: han skildrer sine karakterer med forståelse, ikke fordømmelse. Han kræver ikke, at vi bifalder deres frastødende handlinger, men blot at vi ser dem som mennesker med menneskelige fejl og mangler.

Akavet latter

Derudover er filmenes skæve karakterer og absurde situationer ofte afsindigt morsomme. Latteren er forløsende midt i alt det akavede og ubehagelige, men ofte giver den lidt dårlig smag i munden. Når man fx ved, at de kenyanske prostituerede bliver spillet af personer, hvis virkelige arbejde er at sælge sex til velhavende vestlige kvinder, føles latteren noget upassende, og mange tilskuere vil nok finde filmenes komiske elementer grænseoverskridende.

Da jeg spurgte Seidl, hvordan han selv har det med, at hans film fremkalder disse reaktioner, svarer han kontant: "Jeg vil ikke diktere, hvad folk griner af. Humor er en individuel ting, og mens nogle griner, bliver andre stødt af latteren. Det er ikke min opgave at bedømme folks reaktioner. Ist das klar?". Seidl har tydeligvis besvaret dette spørgsmål før, og man fornemmer, at det er vigtigt for ham at slå sit standpunkt fast.

Om man hører til dem, der bliver stødt eller dem, der morer sig, kan man heldigvis selv finde ud af, for Paradis-trilogien kommer i dansk biografdistribution i løbet af sommeren, hvilket alle, der ikke er bange for en filmisk mavepuster, hermed opfordres til at udnytte.