24 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ingen svar fra de ansvarlige

Efter Green Desert-afsløring

Ingen svar fra de ansvarlige

Forsvarsminister Nick Hækkerup henviser til forsvaret, men her har man på grund af “sagens kompleksitet” bedt om betænkningstid på flere dage for at kunne svare på spørgsmål om Target Folderen fra operation Green Desert.

Hverken forsvarschef Peter Bartram eller forsvarsminister Nick Hækkerup ville i går svare på Arbejderens spørgsmål om Target Folderen fra operation Green Desert. Ministeren bliver nu kaldt i samråd.
FOTO: Keld Navntoft/Scanpix
1 af 1

Var det i orden, at bataljonschef John Dalby den 25. november 2004 gav grønt lys for operation Green Desert i Irak, selvom han godt vidste, at målene var beboet af civile? Og er det acceptabelt, at Danmarks militær iværksætter en operation mod civile på baggrund af utroværdige efterretninger?

Det kan godt være, at vi skal have talt med John Dalby.
Henrik Mortensen, presseofficer

Det er nogle af de spørgsmål, vi ville have stillet forsvarsminister Nick Hækkerup (S), forsvarschef Peter Bartram og Hærens Operative Kommando (HOK) i kølvandet på afsløringen af den såkaldte Target Folder fra operation Green Desert.

Efter flere samtaler med forsvarsministeriets presseafdeling oplyser pressesekretær Martin Wøldike, at forsvarsministeren ikke ønsker at svare på spørgsmål om sagen.

Kompleks sag

Ministerens pressesekretær henviser i stedet til Forsvaret - også selvom der er tale om spørgsmål af principiel karakter, der handler om den måde Danmark fører krig på.

Men på trods af flere samtaler og mailkorrespondance med presseofficerer fra de to militære instanser, er det ikke lykkedes at få nogle svar fra forsvaret og dets øverste ansvarlige.

Ifølge Forsvarskommandoen er sagen om Green Desert og den Target Folder, som Arbejderen i dag kan afsløre indholdet af, så kompleks, at der kan gå flere dage, før Forsvarskommandoen er klar til at svare på Arbejderens spørgsmål.

Vil tale med Dalby

Arbejderen er i løbende dialog med Forsvarskommandoen, der ikke kan afvise, at den også vil tage fat i oberst John Dalby, for at kunne svare fyldestgørende på spørgsmålene.

- Det er en meget kompleks sag, så vi har brug for tid, så vi kan give så fyldestgørende og præcise svar som overhovedet muligt. Desuden er det en sag, der ligger en del år tilbage. Mange, der er ansat i Forsvaret i dag, var jo slet ikke ansat dengang. Det kan godt være, at vi skal have talt med John Dalby og andre, da de jo var med tilbage i 2004, siger Henrik Mortensen, presseofficer ved Forsvarskommandoens pressetjeneste.

Forsvarsminister Nick Hækkerup vil heller ikke forholde sig til, hvad der bør ske i sagen fremadrettet efter Arbejderens afsløring af Target Folderen.

Men så let skal han ikke slippe, mener Enhedslistens forsvarsordfører Nikolaj Villumsen, som nu vil indkalde ministeren i samråd om Target Folderen.

- Det nye dokument er stærkt belastende for forsvarsministeren, siger Villumsen.

Arbejderen vil i de kommende dage og uger fortsat forsøge at få svar fra både Forsvarsministeriet og Forsvaret.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. jun. 2013 - 12:00   11. jun. 2013 - 12:00

Green Desert

ax@arbejderen.dk
Operation Green Desert
  • Den 25. november 2004 førte chefen for den danske bataljon i Irak, oberst John Dalby, omkring 1000 danske, britiske og irakiske soldater an i den hidtil største dansk-ledede operation i Irak, operation Green Desert.
  • På operationen blev 36 civile irakere taget til fange og udleveret til mishandling og tortur hos det irakiske politi op til 70 dage, inden de alle blev løsladt uden hverken sigtelse eller dom. 23 af dem har siden anlagt sag mod Danmark for medvirken til tortur og mishandling. Flere danske læger har efterfølgende bekræftet, at de er blevet udsat for tortur.
  • På mindst et af operationens fire mål så danske soldater passivt til, filmede og kommenterede, mens irakerne blev hevet ud af deres huse og sparket og slået.
  • Bataljons- og forsvarsledelsen har efterfølgende gentagne gange løjet om både de danske soldaters rolle, operationens forløb og videooptagelsens eksistens.
  • I oktober 2012 stod den tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard frem med optagelserne fra den omstridte operation. Det førte til en intern undersøgelse i Forsvaret, som i maj fik forsvarschef Peter Bartram til at beklage, at der er givet urigtige svar omkring optagelserne.
  • Arbejderen har nu fremlagt en fortrolig efterretningsrapport som viser, at bataljonschefen allerede dagen inden operationen vidste, at der efter al sandsynlighed befandt sig civile på de mål, som operationen skulle ramme.
  • Alligevel sendte bataljonen efter operationen en pressemeddelelse afsted, hvor de tilfangetagne blev beskrevet som "hårde modstandere" og "personer, som ikke vil Irak det godt".
  • Da pressen 10 dage senere begynder at skrive om torturanklagerne, vælger John Dalby at tie med sin viden i en intern rapport til Hærens Operative Kommando. I stedet fastslår han, at de tilbageholdte vurderes til "entydigt at kunne forbindes til anti-irakiske styrker". Rapporten fik Forsvarets Auditørkorps til at indstille den første undersøgelse af operationen.
  • Ingen fra forsvarstoppen er endnu stillet til ansvar for operationen, men Anders Kærgaard er pålagt en bøde på 13.000 kroner, fordi han ikke vil udlevere navnet på den kollega, der har givet ham optagelserne. Sagen er anket, og Forsvaret kræver nu Kærgaard idømt et halvt års fængsel.

>> Læs alle artikler om operation Green Desert på Arbejderens temaside


>> Se dokumentation og video fra operation Green Desert her