Når børn rives op med rode
Når børn rives op med rode
Jette Hye Jin Mortensens udstilling "The Apology" på Overgaden er en helende vandring ind i adoptivbarnets forrevne sind.
"The Apology" - Undskyldningen - af den dansk-koreanske kunstner Jette Hye Jin Mortensen, der åbner med en fernisering fredag den 21. juni klokken 17-20 i Overgaden på Christianshavn, sætter fokus på adoptivbarnets kulturelle og følelsesmæssige søgen efter en hel identitet.
"Undskyldningen" viser tilbage til den britiske premierminister Gordon Brown, der i 2010 officielt undskyldte for et ellers undertrykt kapitel i Storbritanniens kolonistiske fortid. Igennem århundreder blev et stort antal børn af fattige britiske familier tvangsforflyttet til kolonierne for at udføre hårdt fysisk arbejde og uden nogen sinde at gense deres slægtninge.
På udstillingen skaber Jette Hye Jin Mortensen en helende platform, hvor historie, videnskab, krop og følelse kan krydse hinanden og undersøge adoptivbarnet som tilstand. Ved at kombinere det sanselige og det intellektuelle sætter hun sin egen krop og sine egne tanker om fælles kultur og personlig stræben på spil.