En vigtig brik i opbygningen af EU's Bankunion faldt på plads torsdag i sidste uge. På et ekstraordinært møde blev EU-landenes økonomi- og finansministre enige om fælles EU-regler for, hvordan de nationale finanstilsyn skal redde eller om nødvendigt lukke "nødlidende" banker og investeringsinstitutter i deres land.

Kreditorerer, indehavere af bankaktier og indskydere med mere end 100.000 euro i en nødlidende bank kan blive tvunget til at acceptere et samlet tab svarende til op mod otte procent af en sådan banks gæld. Derefter må skatteyderne holde for, med et beløb fra statskassen der svarer til fem procent af gælden. Resten af udgifterne til en bankredning eller -lukning må bankerne selv bidrage med via nationale fonde, betalt af bankerne selv.

Økonomi- og finansministrenes kompromis danner grundlag for det fælles EU-finanstilsyn, som EU-landenes stats- og regeringschefer dagen efter gav EU-kommissionen grønt lys til at udarbejde regelsættet til. Det træder i kraft, når eurolandenes centralbank, ECB, i efteråret 2014 får overdraget tilsynet med bankerne i den kommende Bankunion.

ECB får nemlig ikke blot opgaven med at føre tilsyn med bankerne, men får også ret til at afvikle "nødlidende" banker - eller redde dem. ECB får også eneret på at udstede licenser til at drive bankvirksomhed. 

Hvorfor en bankunion?

Planerne om en bankunion er opstået i kølvandet på finanskrisen.

EU's banksektor voksede med utrolig hast i årene op til krisen, og sektorens samlede aktiver udgjorde ved krisens start hele 43 billioner euro - mere end tre en halv gang EU-landenes samlede årlige produktion af varer og tjenesteydelser (bruttonationalprodukt, BNP). Redningen af banker, der er "for store til at falde", har under krisen kostet EU-landenes statskasser 1,6 billioner euro, svarende til over 13 procent af landenes BNP. 

I en rapport fra EU-kommissionens ekspertgruppe om reformering af EU's banksektor står der, at de nationale tiltag ikke er effektive på et integreret EU-finansmarked, men at de tværtimod "fragmenterer det Indre marked og virker forstyrrende på grænseoverskridende bankkoncerners effektive ledelse." Det skal Bankunionen rette op på. 

Finanskrisen har desuden vist, at nationale økonomier kan være for små til at redde store banker, og at det kan give social uro, når statskasserne bliver tømt af at overtage bankernes gæld.

Hvem betaler?

De nationale bankredningsfonde, som økonomi- og finansministrene blev enige om, vil i en Bankunion skulle indgå i en fælles redningsfond. Det skal bryde "den onde cirkel" mellem banker og statsfinanser.

Cirklen bliver dog ikke helt brudt. ESM, eurolandendes "stabilitetsmekanisme" skal også kunne bruges til at redde banker. Det er en fond, der rummer 500 milliarder euro, hentet fra statskasserne. Herfra er der foreløbig afsat 60 milliarder euro til bankredninger.

Dertil kommer en eventuel national "selvrisiko", hvis EU-kommissionens kommende forslag følger de regler for nationale regler for redning/afvikling af nødlidende banker, som økonomi og finansministrene blev enige om torsdag i sidste uge. 

I Bankunionen skal de nationale statskasser altså fortsat bidrage til bankredninger, med den forskel, at det fremover vil være eurolandenes centralbank, ECB, der træffer beslutning om bankredninger - eller banklukninger.

Dansk deltagelse?

Bankunionen vil blive obligatorisk for euro-landene, mens EU-lande uden for eurozonen, blandt andet Danmark, kan vælge at tilslutte sig. Dansk deltagels vil først blive besluttet, når alle elementer i Bankunionen er på plads (se boks).

Hvis Danmark går med i Bankunionen, vil det direkte tilsyn omfatte Danske Bank, Jyske Bank og Nykredit Bank, mens det nuværende Finanstilsyn som en underafdeling af ECB-tilsynet skal tage sig af de mindre pengeinstitutter. Den danske afdeling af den svenske bank Nordea vil sandsynligvis også blive omfattet af direkte ECB-tilsyn, selvom Sverige holder sig udenfor Bankunionen.

Da Danmark ikke er med i eurozonen, kan Danmark ikke have repræsentanter i ECB's ledelse, der bliver øverste myndighed i det kommende EU-finanstilsyn. Men det er besluttet, at ECB under sig opretter et tilsynsråd, hvor ikke-eurolande også får sæde, hvis de deltager i Bankunionen. ECB's ledelse kan dog til enhver tid omgøre beslutninger truffet i dette råd.