Hvad Chile-kuppet kan lære os
Hvad Chile-kuppet kan lære os
Debatmøde i København om erfaringerne fra kuppet i Chile for 40 år siden - for kup er ikke fortid, viser Latinamerikas aktuelle historie.
Den 11. september er det 40 år siden, general Augusto Pinochet med støtte fra USA gennemførte et militærkup mod Chiles folkevalgte præsident, socialisten Salvador Allende.
Hele ugen fra 9. til 13. september vil der være fokus på dette skæbnesvangre kup, som knuste det chilenske folks drøm om frihed og social fremgang.
På selve dagen, onsdag den 11. september, er der koncert i Danmarks Radios Koncerthus, hvor Mikael Wiehe, Arne Würgler, Konstantin Wecker og Oktoberkoret synger og spiller.
Debat 12. september
Dagen efter, torsdag den 12. september, er der et debatmøde i København, som aktualiserer erfaringerne fra kuppet i Chile og sætter disse erfaringer ind i dagens virkelighed i Latinamerika.
På mødet bliver kuppet i Chile set i lyset af de to nylige kup begået mod folkevalgte præsidenter i henholdsvis Honduras og i Paraguay. Også de seneste 10-12 års kupforsøg i Venezuela og Bolivia bliver vurderet på baggrund af erfaringerne fra Chile. Hvor ser vi et kup eller et kupforsøg næste gang?
Den herboende chilener Marcelo Llorente vil tale om Chile og kuppet for 40 år siden. Ole Nors Nielsen fra 3F i Aalborg har som faglig aktiv besøgt Honduras flere gange, og han vil fortælle om kuppet i sommeren 2009 og om faglige og politiske forhold i et Honduras, der skal til valg dette efterår.
Situationen i Venezuela og Bolivia bliver belyst med oplæg af Andreas Bülow fra Hands Off Venezuela og Christine Lundgaard fra Enhedslisten, der har et indgående kendskab til de politiske forhold i Latinamerika.
Bemærk: Fagforeningskvinden Lourdes Castillo fra havnearbejdernes fagforening i Honduras deltager på debatmødet og fortæller om kampen mod kuppet i Honduras i 2009.
Debatmødet foregår i salen hos fagforeningen 3F København, Peter Ipsens Alle 27, fra klokken 19 til 21:30.
Kup er ikke kun fortid
Den aktuelle historie viser, at kup mod demokratisk valgte politiske ledere ikke hører fortiden til. Derfor lægger dette debatmøde op til at "nærlæse" erfaringerne fra kuppet i Chile for at bruge disse erfaringer i solidaritetsarbejdet og forsvaret for den demokratiske, folkelige bevægelse i Latinamerika, som i disse år siger nej til imperialisme og udenlandsk herredømme og ja til selvbestemmelse og sociale fremskridt.
Hvor vil vi se et kup eller et kupforsøg næste gang, spørger arrangørerne og inviterer alle interesserede til at komme og lytte og deltage i den efterfølgende debat.
Arrangørerne er en bred kreds af fagforeninger, politiske partier og solidaritetsorganisationer.
Fem dage - fem aktiviteter - fem fordømmelser af kuppet mod Salvador Allende og hans folkefrontsregering den 11. september 1973:
- Mandag den 9. september kl. 16 i Arbejdermuseet, Rømersgade 22, København K: Åbning af en udstilling med de sidste 40 års plakater. Taler: Ole Espersen, tidligere justitsminister og mf for Socialdemokraterne.
- Tirsdag den 10. september kl. 18 i Casa Latinoamericana, Høffdingsvej 10 i Valby. Filmvisning: "Companero Presidente". Den franske skribent Regis Debrey - interview med Allende. Debat.
- Onsdag den 11. september kl. 16 på Plaza Salvador Allende, Den Røde Plads, Nørrebro i København: Mindemøde på 40-årsdagen for kuppet. Taler ved Christian Juhl, mf for Enhedslisten og Henrik Lippert fra fagforeningen BJMF. BEMÆRK: samme dag kl. 19 er der koncert i Koncerthuset Danmarks Radio. (Køb biletter på billetlugen.dk eller ring på telefon: 70263267).
- Torsdag den 12. september kl. 19.00 hos 3F København, Peter Ipsens Alle 27, København NV: Debatmøde om læren fra kuppet i Chile 1973.
- Fredag den 13. september kl. 18 i Casa Latinoamericana, Høffdingsvej 10 i Valby: "Sange der ændrede verden". Optræden ved forskellige musikere og sangere.
Initiativtagere til Chile-ugen er Grupo Salvador Allende og Valby og Sydvest mod krig. Anbefalere er: DKP, KPiD, fagforeningen BJMF, Kommunistisk Parti, Kommunistplatform, SFU, Enhedslisten, Enhedslistens Latinamerikagruppe, Dansk-Cubansk Forening, Internationalt Forum, APK, Budskab fra Græsrødderne, Socialistisk Standpunkt, Marxistiske Studerende, Hands Off Venezuela, 3F København, 3F Aalborg, Fredsvagten ved Christiansborg, IS, SUF, Malernes Fagforening Storkøbenhavn.