Der er dage i historien, som bliver stående. En af dem er 28. august for 50 år siden, som er husket for Martin Luther Kings ord: "I have a dream".

Martin Luther King talte til 250.000 i en demonstration i Washington for borgerrettigheder. Det var en march for job, retfærdighed og frihed. Det havde været en lang kamp, som i 1964 førte til loven om borgerettigheder.

En af de første var Harriet Tubman (1822-1913). Hun havde været slave, men flygtede. Hun bar våben og var i øvrigt den første kvinde i borgerkrigen, der havde ansvaret for en militær operation.

Harriet Tubman organiserede i New York "underground railroad", hvor flygtende slaver forfulgt af dusørjægere blev sluset fra sydstaterne til Canada. Om sin indsats sagde hun: "Jeg har befriet tusinder af slaver. Og jeg kunne havde befriet tusinde mere, hvis de bare var klar over at de var slaver."

Boycot af busserne

Bevægelsen udviklede sig i bølger. I de nordamerikanske byer som New York og Chicago i 1950'erne, hvor afroamerikanerne  organiserede sociale og politiske bevægelser i byerne. Der var en vis kommunistisk indflydelse med organisering af arbejderklassen for både politiske rettigheder og mod boligudsættelser.

Sydstaterne haltede bagefter, og raceforfølgelserne var voldsomme med jævnlige lynchninger. Bevægelsen fik nyt momentum i Sydstaterne. Det blev blandt andet udløst af den unge afroamerikaner Rosa Park i Alabama. Busserne var delt i en hvid og sort zone. Den unge Rosa Park nægtede at rejse sig for en hvid mand. Det førte til, at politiet arresterede hende den 1. december 1955.

Vi må indse, at racisme, økonomisk udbytning og militarisme er onder, der er bundet sammen.

Den sorte befolkning organiserede - med unge Martin Luther King som en af hovedkræfterne - en sort boycot af busserne i Alabama. De holdt ud længe og organiserede privat transport for sorte. Udgangen blev en dom afsagt i højesteret, der kendte racedelingen for ulovlig.

Martin Luther King havde hele vejen igennem talt for ikke-vold og for at bruge sammenhold som det stærkeste våben.

Det forblev hans opfattelse, og det blev udtrykt i den berømte tale, som nu bliver fejret: "Vi må stedse føre vor kamp på værdighedens og disciplinens høje plan. Vi må ikke tillade, at vor konstruktive protest udarter i fysisk vold. Igen og igen må vi stige til de majestætiske højder, hvor fysisk styrke bliver mødt med sjælelig styrke". King var alligevel militant og havde det store perspektiv for sig.

En radikalisering

Martin Luther King og mange andre afroamerikanere førte kampen videre. Blandt andet mod krigen i Vietnam.

I en tale i 1967 sagde han: "Vi tager vores sorte unge mænd, som er lemlæstet i vores samfund og sender dem 8.000 miles væk for at garantere friheder i Syd Øst Asien, som de ikke har fundet syd i south West Gorgia og East Harlem. Vi har gentagne gange set den grusomme ironi i at se negre og hvide drenge på TV, mens de dræber og dør sammen for en nation som har været ude af stand til at sætte dem ved side sammen i de samme skoler. Så vi ser dem i en brutal solidaritet, mens de brænder hytter og fattige landsbyer, men vi indser, at de aldrig ville leve i den samme blok i Detroit."

Få måner senere i en tale i Southern Christian Leadership Conference sagde Martin Luther King, at bevægelsen var gået fra en æra af borgerrettigheder til: "En æra, hvor vi er kaldet til at rejse bestemte basale spørgsmål om hele samfundet".

"Vi har været i en reformbevægelse ... Men efter Selma og loven om stemmeret, bevægede vi os ind i en ny æra som må være revolutionens æra. ... Vi må erkende at vi ikke kan løse vores problemer, før der er skabt en radikal omfordeling af den økonomiske og politiske magt..... Dette betyder en revolution af værdier og andre ting. Vi må indse, at racisme, økonomisk udbytning og militarisme er onder, der er bundet sammen ... Du kan ikke slippe fri af en af dem uden at slippe fri af de andre ....Hele den struktur livet i Amerika foregår på, må ændres".

Bevægelsen udviklede sig og fik en større bredde på basis af et socialt perspektiv. Den fjerde april året efter blev han skudt.

De sidste ord er til pioneren Harriet Tubman: "Enhver stor drøm begynder med en drømmer. Husk altid, du har styrken i dig, tålmodigheden og passionen til at række ud efter stjernerne og forandre verden".