På vegne af Netværk for Demokrati og Velfærd skal jeg holde en tale. Vores netværk er en stor gruppe mennesker, der efter bedste evne gør deres yderste for at rådgive og vejlede politikerne for at sikre velfærd for alle danske borgere.

Men jeg må desværre sige, at politikerne er meget tonedøve, eller de ønsker måske slet ikke et solidarisk velfærdssamfund.

For det er jo ikke velfærd, når den socialdemokratisk ledede regering fyrer tusindvis af medarbejdere i den borgernære børne- og ældrepleje. Og de formår heller ikke at få de arbejdsløse i arbejde.

Men de kan desværre godt finde ud af at øge uligheden ved at tage pengene fra de arbejdsløse, de syge, pensionisterne, studerende og mennesker med handicap og at acceptere en ødelæggelse af verdens bedste efterlønsreform.

Det er meget bekymrende for vores velfærdsudvikling, at regeringen har viklet sig ind i et spind af aftaler med højrefløjen i dansk politik og bindinger over for EU. Og en budgetlov, der har ført til sociale forringelser, og som lægger løkken om halsen på regeringens overlevelsesevne, der også har resulteret i, at regeringen på rekordtid har mistet tilliden hos befolkningen.

Det er meget bekymrende for vores velfærdsudvikling, at regeringen har viklet sig ind i et spind af aftaler med højrefløjen i dansk politik og bindinger over for EU. 

Prøv at tænke tilbage på valgnatten den 15. september 2011, hvor vi havde hænderne oppe over hovedet, og hvor vi jublede af håb og begejstring efter 10 år med Anders Fogh, lille Lars fra Græsted, Claus Hjort Frederiksen og fremmedhaderen Pia Kjærsgård flankeret af Jørgen Neergård fra Dansk Arbejdsgiverforening.

Nu var tiden kommet til rød politik og solidariske velfærdsløsninger – nu skulle vi have et opgør med egoistiske løsninger, der havde fuld fart på velfærdsforringelser, privatisering og udlicitering, opbygning af privathospitaler til de velstående, favorisering af privatskoler og klækkelige skattelettelser til de rige på fællesskabets konto.

I stedet for bør vores nuværende regering selvfølgelig bruge det politiske flertal med Enhedslisten til at føre en ræverød velfærdspolitik, hvor vi videreudvikler velfærden i et tillidsfuldt samarbejde med de ansatte, borgerne og arbejdsmarkedets parter med fokus på bedre levevilkår - og efterlade de reaktionære i VKO og Liberal Alliance på bagperronen, medens det socialistiske tog kører mod bedre tider.

Tysk løn

Vi ønsker ikke vores velfærdssamfund udsat for Venstres eksperimenter. Partistrategen Claus Hjort Frederiksen har allerede slået på tromme for sin drøm om tysk løn og svensk skat på dansk jord. Det betyder helt enkelt, at der i gennemsnit skal skæres 63 kroner af timelønnen, og skatten skal ned på 40 procent.

Hvis Venstre får chancen for at gennemføre denne plan, vil vi se mange blive tvunget til at tage to job for at overleve, som det sker den dag i dag i Tyskland. Samtidig vil det virkelighedsfjerne skatteudspil efterlade et hul på 65 milliarder kroner i den offentlige velfærd. De syge og de nedslidte bliver uundgåeligt ofre.

Da jeg normalt er et venligt menneske vil jeg sige: Kære regering hvor er jeres politiske kompas blevet af? Det er ikke nok at tale med "nødvendighedens politik".

Da vi for alt i verden ikke ønsker lille Lars fra Græsted tilbage, har vi hårdt brug for en anden politik. Vi skal have en ny stærk, solidarisk fortælling og et nyt regeringsprogram – for I skal vise os, at grundkernen i jeres såkaldte nødvendighedspolitik er rød og solidarisk.

Konkurrencestaten

Vi skal have ændret regeringens påstand om, at hele denne omfordeling fra de fattige til de rige har til formål at gavne konkurrenceevnen. Virksomhederne har i forvejen masser af penge, som de ikke ved, hvad de skal bruge til. Virksomhederne har således opsparet 165 milliarder kroner.

Hvis virksomhederne i stedet for at spare pengene op satte priserne ned, ville det give en markant forbedring af den danske konkurrenceevne til gavn for reallønnen samt beskæftigelse og herigennem de offentlige finanser til bedre velfærd.

Vi skal i stedet skabe et globalt samarbejde, der sikrer, at alle mennesker – kontanthjælpsmodtagere i Danmark og tekstilarbejdere i Bangladesh – kan få et værdigt liv.

Der kan godt være fornuft i at forbedre konkurrenceevnen, som under VKO blev kraftig forringet. Men det må i givet fald indebære en regulering af alle indkomster – også for bankdirektører og virksomhedsledere - og avancerne.

Den løntilbageholdenhed, der har været udvist under krisen, har ikke ført til lavere priser til gavn for konkurrenceevnen, men til højere avancer til gavn for virksomhedsejernes profit.

Den mest holdbare og effektive måde at forbedre konkurrenceevnen på er at skabe arbejdsglæde og innovation gennem "økonomisk demokrati", der vil gøre dansk erhvervsliv til globaliseringens sikre vinder og fremme velfærd for lønmodtagerne.

En god konkurrenceevne forudsætter også et stærkt velfærdssamfund med et godt uddannelsessystem, hvor alle unge får en uddannelse og et arbejde, en god infrastruktur og et socialt sikkerhedsnet, der sikrer, at folk ikke går i hundene, hvis de udsættes for en social begivenhed eller arbejdsløshed.

Vi skal ikke have en verden af "konkurrencestater" , hvor alle lande konkurrerer om at forringe forholdene for lønmodtagerne. Vi skal i stedet skabe et globalt samarbejde, der sikrer, at alle mennesker – kontanthjælpsmodtagere i Danmark og tekstilarbejdere i Bangladesh – kan få et værdigt liv.

Omdrejningspunktet herfor er enkelt: Tag fra de rige og giv til de fattige.

Tryghedsreform

Vi lønmodtagere vil ikke finde os i, at slagterigiganten Danish Crown og andre virksomheder truer med at flytte deres virksomheder til lavtlønsområder, hvis ikke lønmodtagerne accepterer at gå ned i løn.

Vi vil heller ikke finde os i, at A.P. Møller lukker Lindøværftet og sender 3000 lønmodtagere på gaden samtidig med, at de havde et overskud på 15 milliarder.

Og det er bestemt heller ikke rimeligt, at Lego, Danfoss, Grundfos, Carlsberg og F.L. Smidt med flere smider 150.000 lønmodtagere på gaden for at skabe øget profit til ejerne og overlader forsørgelsespligten til samfundet.

Vi som lønmodtagere og samfund kræver, at der bliver gennemført en tryghedsreform, der forhindrer arbejdsgiverne i at lukke deres arbejdsplads helt eller delvist og flytte virksomheden til udlandet, hvis der findes alternative løsninger.

Derfor skal der indføres en Statsbank, der er udstyret med lånekapital eller videntilførsel af teknisk art, hvis der er behov for det, som erhvervslivet er forpligtet til at henvende sig til, inden en virksomhedslukning eller out-soursing kan tillades, med det formål at bevare danske arbejdspladser gennem forhandling.

Jeg vil sige som Ernst Bruun Olsen: "Arbejdskampen vindes mønt for mønt - men i selve samfundskampen, står vi stivnet kvart begyndt."

Tale den 1. oktober på Vandkunsten i København i forbindelse med stjernedemonstrationerne til Christiansborg ved Folketingets åbning.