Jan Vogel giver plads til EU-debatten
Jan Vogel giver plads til EU-debatten
Med et par museklik på albertslundradio.dk kan "EU i hverdagen" høres hver tirsdag og lørdag klokken 15-16. For tiden er der fokus på kommunal- og regionalvalg og EU's indflydelse på lokalpolitikken.
Op til valgdagen den 19. november vil Jan Vogel som studievært i radioprogrammet "EU i hverdagen" sætte fokus på EU’s indflydelse på politikken i kommuner og regioner og præsentere lytterne for nogle af de EU-kritiske kandidater, der stiller op.
Den 22. oktober har han Anders Sørensen i studiet til en halv times samtale. Anders Sørensen er medlem af Kommunistisk Parti og stiller op til Borgerrepræsentationen for Kommunisterne, et kommunalvalgsamarbejde i København mellem Kommunistisk Parti, Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD) og Danmarks Kommunistiske Parti.
Kommunisterne vil med deres opstilling stille København i spidsen for et kommunalt oprør imod EU's indflydelse på den kommunale økonomi. Blandt andet peger de på, at Københavns Kommune har ni milliarder liggende på kistebunden, som politikerne ikke må bruge, fordi regeringen har forpligtet sig til at opfylde kravene i EU's Finanspagt.
- Der er tale om ni milliarder kroner, som kunne bruges til jobskabelse og bedre velfærd, men som politikerne ikke må røre. Det er hul i hovedet, at vi ikke må investere i arbejde midt i en krisetid, siger Anders Sørensen.
Programmet byder også på interview med en anden ung kandidat for Kommunisterne, Dea Petersen, som stiller op i Region Hovedstaden.
Med et par museklik på albertslundradio.dk kan "EU i hverdagen" høres hver tirsdag og lørdag klokken 15-16. Lørdag genudsendes tirsdagsprogrammet.
Øvrige gæster
Tirsdag den 29. oktober kan vi høre Torben Kjær, som stiller op for Enhedslisten i Region Hovedstaden. Herudover har programmet fokus på Folkebevægelsen mod EU’s landsmøde, som på det tidspunkt netop har været afholdt.
Den 5. november er Poul Gerhard Kristiansen i studiet. Han er spidskandidat for Retsforbundet til Region Hovedstaden og kandidat til Borgerrepræsentationen.
Jan Vogels provokerende indgangsspørgsmål til programmets anden gæst, Tina Tving Stauning, borgmesterkandidat for Socialdemokraterne i Frederikssund, lyder: "Har det nogen betydning, om det er rød eller blå blok, der får flertal i byrådet?"
Tilsvarende lyder indgangsspørgsmålet den 12. november til Betty Frydensbjerg Carlsson, formand for KPiD: "Er der brug for Kommunisterne i lyset af Enhedslistens voldsomme fremgang?" Betty Frydensbjerg Carlsson stiller op for Kommunisterne til Borgerrepræsentationen og Region Hovedstaden. Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at Jan Vogel er medlem af KPiD, og at studieværten selv kandiderer til Region Hovedstaden for Kommunisterne.
Den anden gæst den 12. november er Ditte Staun, borgmesterkandidat for De Radikale i Skive Kommune, der i øvrigt ved flere EU-valg har været kandidat for liste N, Folkebevægelsen mod EU. Med hende vil Jan Vogel gerne diskutere, hvordan man kan love forbedringer, når der er krav om nulvækst i kommunerne.
Sidste direkte "EU i hverdagen" om valget er på valgdagen, tirsdag den 19. november, hvor Lars Emanuel, kandidat for Kommunisterne til Region Hovedstaden, kommer med argumenter for at rejse sig fra sofaen og komme ned og stemme. Poul Gerhard Kristiansen er igennem igen, denne gang i anledning af hans 60-års fødselsdag nogle dage før.
217 udsendelser
Jan Vogel har 217 udsendelser på fem år bag sig som studievært på "EU i hverdagen". Ved at interviewe politisk engagerede folk af forskellig observans fra hele landet søger han at afspejle den kritiske tilgang til EU, som Folkebevægelsen mod EU repræsenterer.
Jan Vogel lægger vægt på, at lytterne ikke behøver at have nogen særlige forudsætninger for at kunne følge med. Tilbagelænede spørgsmål, bemærkninger og svar fra en af og til nervøs gæst - der sendes jo direkte - veksler med musik, ofte noget vi sjældent hører i radioen andre steder, for eksempel nummeret "Nede i Europa, har de fået en fiks ide, EEC" fra cd’en "EU-modstandens sange gennem 40 år", udgivet i 2012 i forbindelse med Folkebevægelsen mod EU’s 40-års jubilæum.
Endvidere holder Jan Vogel sig heller ikke tilbage fra lejlighedsvis direkte i radioen at referere til Arbejderen for noget, han kan bruge i sin snak med den, han interviewer. Han er i det hele taget glad for at kunne give albuerum til venstrefløjens stemmer i mediebilledet.