Kun en tåbe vil spille russisk roulette med en revolver, der har magasinet fyldt med seks skarpe skud. Det bliver alligevel gjort.

Det kolde stål pressede mod panden i Warszawa under klimatopmøde COP19 fra 11. til 22. november. Smeltende poler, stigende have og superstorme er hårde facts, som ikke til at komme uden om – skulle man tro. Alligevel spidser konfrontationen til mellem de gamle rige forurenerlande og de fattige lande, der har krav på udvikling.

Alarm

Hvis temperaturstigningen skal holdes under målet på to grader, skal udledningerne i 2050 bringes ned på 22 millarder tons om året. I dag er niveauet omkring 60 milliarder tons. Men det går da den rigtige vej. Vi hører jo så meget om det? Nej. Hvert af de seneste tre år er udledningerne øget med 2,9 procent i snit. Det er en seriøs alarm.

Man skulle også tro, at tyfonen Haiyans hærgen gennem Filippinerne ville udløse handlekraft, og give deltagerne fra Filippinerne, og andre lande i lignende situation, en særlig stemme. En virkelighedens autoritet – det første og sidste ord.

De fattige lande har med stor rimelighed påpeget, at de ikke alene skal bære konsekvenserne af især USA's og Europas mangeårige udledning af CO2.

Det sker ikke. COP'erne er gjort til et rituelt forum for udskydelse af handlinger. Det polske værtskab har inviteret store industrivirksomheder til at være med ved bordene og som sponsorer. Alle erfaringer viser, at virksomhedernes lobbyaktiviteter i forhold til EU fungerer til skade for miljøet. Hvorfor skal virksomheder som BMW, Rio Tinto, ArcelorMitta og andre så med?

EU går i front med kvotesystemet, så man kan købe forurenings-kvoter, for eksempel af Polen, som betyder, at virksomheder kan blive ved med at udlede CO2. Det er en fuldstændig pervers og makaber markedsgørelse af vores og andres livsgrundlag. Hvorfor følger regeringerne i hælene på dette markeds fortalere, som vil trække dem med ud over kanten?

Klimakrisen afvikles i himmelen men rammer på jorden i lande som Haiti, Salvador, Filipinerne, Pakistan, Burma og mange flere. Kampen for at sikre, at regningen for katastroferne ikke spreder sig er i gang, og har været det længe.

Ynkelige rige lande

Mens de store fly losser nødhjælp i Filippinerne, er USA's forhandlere i Warszawa udstyret med en instruks om at imødegå de lande, som "vil øge fokus på skyld og ansvar."

USA frygter, at fattige lande vil "søge godtgørelse for klimaskader fra stigende vandstand, tørke, voldsomme storme og andre afledte konsekvenser." USA, Canada, Australien og andre lande har presset på for at spørgsmålet først sættes på dagsordenen i Paris i 2015.

Derfor udvandrede 133 udviklingslande og Kina fra en af hovedsessionerne på COP19.

De fattige lande har med stor rimelighed påpeget, at de ikke alene skal bære konsekvenserne af især USA's og Europas mangeårige udledning af CO2. De gamle forurenere, der har haft en givtig vækstøkonomi og store profitter, kan ikke bare kaste ansvaret fra sig. Og så i øvrigt snakke tiden bort, kompensere med køb og salg af kvoter og bruge klimakrisen til at skabe et grønt vækstmarked.

Venezuelas forhandler for COP19 Claudia Salerno ramte hovedet på sømmet: "Når du hører de udviklede lande fortælle dig direkte,  at de ikke engang overvejer at reducere deres udledninger, og at de ikke overvejer at betale for de omkostninger, som disse udledninger har for andres liv, så er det virkelig kynisk og svært at håndtere politisk.

Vi er nået til et punkt, hvor de lande ikke er parate til at tage ansvar for deres handlinger, og endnu mere ynkeligt: de ønsker det ikke".

Venezuela har inviteret til et pre-COP møde næste år, hvor ministre fra de meste progressive klimalande ikke primært skal tale med hinanden, men høre på hvad deres befolkninger har at fortælle dem.