Den unge digter Yahya Hassan fra Aarhus V og Forfatterskolen viser, at der stadig dukker nye kometer op, og at deres baner er uforudsigelige.

Jeg har ikke noget mod Yahya Hassan's digte. Nogle af dem har en nerve og et drive, der gør dem til stærk kunst i momentet. Han bruger digte til det, de er gode til: at være tæt på, skabe et rum der lever, fange situationer og så lade de stå et øjeblik.

Det nye digt, han læste op forleden i Vollsmose, var et eksempel på, at samtiden og det konkrete er hans stof. Han har opdaget sproget og er glad ved det.

Fænomenet

Men alligevel er der noget underligt ved, at Yahya Hassan af medierne og polemikparate er forvandlet til fænomenet Yahya Hassan.

Det er al respekt værd, at han søger ud i de miljøer hvor han kommer fra og kender så godt. Det er herfra substansen i de fleste digte kommer.

Der er forskel på situationen, hvor de lever. I lænestolen under Le Klint papirskærm ("Fingernemme foldepiger bag hver eneste skræm, som forlader Le Klint", som det hedder på hjemmesiden.)

Eller på Louisiana, som mange sikkert er draget til af det eksotiske, det anderledes og den råt for usødede talestrøm om andre og Yahya Hassan selv.

Religioner spiller i dag en stærkt negativ rolle, uanset om det er islamisme eller kristendom.

Eller som i Vollsmose tirsdag aften, selvom Yahya Hassan heller ikke her fik sit eget publikum, som var hans erklærede ører, hjerter og hjerner.

Mediestormen havde bygget sig op til et stort slag. Mørkemænd mod Yahya Hassan, den universelle ytringsfrihed og Odense Politi. Yahyan Hassan ved godt, at han bliver brugt i et ukontrollerbart spil, som han ikke har ansvar for.

Yahya Hassans digte bliver forstærket og har fået tilføjet ekstra dimensioner via medierne og har krænket nogle i de muslimske miljøer med det ekskluderende stempel – ghetto.

Det er jo ikke kun Hassan, der taler til dem, men netop også det sædvanlige arsenal. Men det er langt ude, at han skal følges af vagter dagen lang.

Religion er jo strengt taget en del af kulturen, som har fået en særlig sejlivethed via religiøse institutioner og magtsystemer i form af traditioner, symboler og fortvivlelse. Religioner spiller i dag en stærkt negativ rolle, uanset om det er islamisme eller kristendom. De er blevet våben og et kostume i et seriøst rollespil, der for fuld alvor afvikles efter de gamle, gamle regler og tekster.

Polemikken

Og af de gamle gamle linjer fra Muhammed-tegningernes tid er der vakt et forbløffende postyr i form af polemik. "En del af de ting, Yahya Hassan siger, viger i grovhed ikke tilbage for islamkritikeren Lars Hedegaard og heller ikke for Kurt Westergaards harmløse tegning i Jyllandsposten", skrev for eksempel lektor Frederik Stjernfelt.

Flere trækker igen kortet med den uindskrænkede generelle ytringsfrihed med ret til at sige hvad som helst til hvem som helst.

Hvis Stjernfeldt vandrede gennem Harlem eller Brownsville i New York og kækt råbte nigger efter enhver afroafrikaner, han mødte, ville han nok kunne redde sig et par på ørerne. Havde han ikke lige hørt det henne på hjørnet, da han gik forbi, at en sagde "yo hey nigger" til en anden, der kom forbi?

Det er totalt indarbejdet, at hvide ikke kalder afroamerikanere niggere, men at det er hverdags sjargon blandt afroamerikanere. Det er altså ikke lige meget, hvor afsenderen kommer fra.

Yahya Hassan må dog også være følsom over for de zoner, hvor tingene pludselig betyder noget andet. Når han først har kastet sine stærke strofer over folk, og bagefter beder dem om at stå frem og erklære, at de står for noget andet, hvis de ikke er ramt, kan man godt kalde det arrogant.

Og det er ikke blot den enkeltes skyld. Uanset om man er muslim, kristen eller helt religionsfri, så er vort samfundsmæssige grundlag – på trods af kulturelle forskelle – det samme. Et gammelt, gammelt kapitalistisk system, der i neoliberal form er gennemsyret af kriser.

Lad os pille det fra hinanden. Sætte ord på og kaste dem ud. Lad galden flyde.