Støt kurdere i Rojava
Støt kurdere i Rojava
Støttearrangement i Laila festlokale, Torveporten 8 i Valby.
"Konflikten i Syrien har på sit tredje år udviklet sig til en blodig borgerkrig og et mareridt for alle. Over fem millioner er blevet fordrevet i Syrien. Værst ser det ud på det kurdiske område Rojava, der tydeligt bærer præg af krigens rædsler. Adskillige kurdere er blevet fordrevet, dræbt, tortureret og bortført", oplyser FOKUS-A, der i samarbejde med Medya Magazine står bag et støttearrangement den 17. januar. Desuden meldes om akut mangel på medicin i regionen.
"På den ene side lider civilbefolkningen af manglende ressourcer i form af nødhjælp, mens kurderne på den anden side også prøver at beskytte sig imod angreb fra ekstremistiske grupper - de såkaldte oprørere", skriver arrangørerne og fortsætter:
"Vi sender den indsamlede hjælp til Rojava gennem Heyva Sor a Kurdistanê, der er en humanitær nødhjælpsorganisation med hovedsæde i Tyskland. Heyva Sor a Kurdistanê blev stiftet i 1993 i Bochum, Tyskland, og arbejder globalt - med særligt fokus på kurdere og de kurdiske områder."
Støttearrangementet finder sted den 17. januar i Laila festlokale, Torveporten 8 i Valby. Dørene åbnes klokken 17 og lukkes klokken 18. Arrangementet byder på mad og masser af kulturelle og relevante indslag. Hvis du ikke kan deltage, håber arrangørerne, at du trods det vil købe en billet for på den måde at hjælpe og støtte Rojava.
Køb billet her