Der foreligger nu et overenskomstforlig på industriens område, og langt om længe kan byggeriet tage fat på vores del og hermed malernes forhandlinger.

Vi havde egentlig startet de indledende øvelser. Men som så mange gange før viste det sig, at vi ikke kunne forhandle noget som helst på plads, før industrien var færdig med deres overenskomster, så Danske Malermestre kender rammerne for, hvad forhandlingerne må munde ud i.

Eller lad os sige det, som det er: Det maksimale Dansk Arbejdsgiverforening vil tillade, at Danske Malermestre og Dansk Byggeri skal punge ud med for en ny overenskomst. 

Danske Malermestre ønsker sig vel egentlig tilbage til en gladere tid i starten af 1900 med ridefogeder og herremænd, hvor mester var mester, og svenden en underdanig lønslave.

Det kunne være en fordel for de decentrale forhandlinger, hvis den ene part, i dette tilfælde Danske Malermestre, kunne tage deres voksenbukser på, tage lidt ansvar for egne forhandlinger og ikke løbe hjem og spørge "far" om de nu også må lege med. 

Men kender vi arbejdsgiverne i byggeriet ret, gør de som de gjorde sidst og læner sig op af industriens overenskomst. En overenskomst med minimale lønstigninger, og en overenskomst, der ikke nævner et ord om social dumping.

Som vi allerede har set i de indledende øvelser, er ethvert tænkeligt tiltag mod social dumping utænkeligt for Danske Malermestre. Også selvom de af deres egne medlemmer, der har ordnede forhold, hver dag slås med selvsamme problem.

Men deres modstand er ideologisk, og man kan kun stille sig undrende over for et afslag på et krav, der er ganske gratis for malermestrene.

I stedet er kravene fra Danske Malermestre mere fleksibilitet på arbejdstiden og på transport, krav der i virkeligheden betyder en afskaffelse af overarbejdsbetaling og kørepenge.

I bund og grund ønsker Danske Malermestre sig vel egentlig tilbage til en gladere tid i starten af 1900 med ridefogeder og herremænd, hvor mester var mester, og svenden en underdanig lønslave, der skulle være taknemmelig over at få lov at have noget at rive i. Lidt ligesom nogen af deres medlemsvirksomheder behandler vores udenlandske kollegaer i dag.

Ved de sidste to overenskomstforhandlinger har det været lønmodtagerne, der har måttet holde igen, og vi har reelt oplevet en løntilbagegang på op mod 20 procent.  Alt imens der på direktionsgangene har været regulær lønfest. Krisen har således kun været for den almindelige lønmodtager.

Det må og skal vi ha vendt! Det er på tide, vi skruer lønnen op i forhold til inflation og købekraft. Vi har brug for en overenskomst, der peger fremad for faget.

Det kræver altså bekæmpelse af social dumping og et anstændigt arbejdsliv til danske lønninger og med danske arbejdsforhold. Men først og fremmest kræver det, at det ved denne overenskomst er malermestrene, der udviser mådehold og ansvarlighed.